J.F. Willumsen
Hos J.F. Willumsen er der store formater og stærke farver. I hans farverige værker findes en lang række selvportrætter, der viser, hvor meget identiteten som kunstner fyldte for hans selvopfattelse. Dyk ned i en verden af kunstnerisk iscenesættelse og store armbevægelser.
Fokusord
- en medstifter
- en outsider
- et selvportræt
- en selviscenesættelse
- en sindstilstand
- en populærkultur
Går sine egne veje
Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958) er en af Danmarks store kunstnere. Han bliver født i København som søn af en værtshusholder. Fra 1881-85 går han på Det Kongelige Danske Kunstakademi, men gør aldrig sin uddannelse færdig, da han er uenig med de gamle professorer om, hvad kunst skal udtrykke. I 1891 bliver Willumsen medstifter af Den Frie Udstillingsbygning i København, hvor kunstnere som ham selv kan udstille deres kunst.
Willumsens kunst skiller sig ud fra mange af kollegernes. Han maler gerne i meget store formater og foretrækker stærke farver. Willumsen har en gennemgående følelse af at være misforstået, og han kan ikke forstå den opstand, hans kunst vækker på den danske kunstscene. Han siger nemlig selv, at han ikke ønsker at provokere med sin kunst.
Selvportrætter og selviscenesættelse
Arbejdet som kunstner fylder ekstremt meget for Willumsens selvopfattelse. Det ses særligt i de mange selvportrætter, hvor han ofte skildrer sig selv som en aktiv og disciplineret arbejdende kunstner.
Willumsen er ikke alene om at føle sig som en kunstnerisk outsider. Fra perioden omkring 1900-tallet ser man flere selvportrætter, hvor tidens kunstnere skildrer sig selv som hårdtarbejdende, ensomme kunstnere, der står alene mod verden omkring dem. Man kan sige, at der går mode i at vise alt det vanskelige og hårde frem, måske i modsætning til i dag, hvor mange gerne vil fremstå perfekte.
Vidste du, at ...
helte som Superman, Spiderman og Wonderwoman opstår i slutningen af 1930'erne? Willumsen maler sig selv som superhelt med blafrende kappe – måske vil han gerne redde menneskeheden med sin kunst?
Det nære og det personlige fascinerer
Ud over at male selvportrætter skildrer Willumsen gerne de helt nære personer i sit liv. Han er gift to gange med hhv. Juliette Willumsen (1890 – ca. 1902) og Edith Willumsen (1900 – ca. 1928) og lever de sidste 30 år af sit liv sammen med franske Michelle Bourret.
Alle tre kvinder og hans i alt fire børn bliver flittigt brugt som studiemodeller, der ofte optræder som figurer i hans motiver.
Fakta
"Jeg jages af min Trang til at skabe Kunst. Uden Hvile drives jeg fra Sted til Sted. Jeg er træt af at være behersket af denne Dæmon".
– Paris, 23. juni, 1920
"Eller er det virkelig en Dæmon? Er det ikke snarere en fordringsfuld Elskerinde?".
– Paris, 24. juni, 1920
Fra: J.F. Willumsen, "Mine Erindringer", fortalt til Ernst Mentze, 1953.
Arbejdsmetoder
De farverige malerier er kendetegnende for Willumsens meget personlige stil. Han har ofte den menneskelige figur som omdrejningspunkt. Selvom Willumsens lange karriere strækker sig over mere end 70 år, hvor flere andre kunstnere begynder at male mere abstrakt og eksperimenterende, så er han tro mod sin egen stil.
Willumsen er dog også opmærksom på tidens populærkultur, hvor fotografier, plakater og reklamer pludselig bliver mere synlige i fx magasiner og det offentlige rum. Willumsen bruger fotografier, som han selv har taget eller klippet ud af magasiner, til at udvikle sin helt særlige stil, hvor hurtige bevægelser, karikaturer, en forenklet malestil og selvfølgelig de hidsige farver kan komme i spil.
Også den ældre kunst har Willumsens interesse. Han er selv kunstsamler og har til sidst en samling på over 2.000 værker. Samlingen, som han kalder "Den Gamle Samling", udstiller han og bruger også som inspiration i sit arbejde. Willumsen er altså inspireret af både historien, der ligger før hans tid, og sin egen nutid.
Willumsens Museum
I 1957 åbner Willumsens Museum i Frederikssund. Willumsen selv har i mange år arbejdet for, at det skulle lykkes. Han er dog blevet en ældre mand, som desværre er for gammel til at tage rejsen fra Frankrig til Danmark for at opleve sit museum.
Ved sin død i 1958 bliver J.F. Willumsens kiste fragtet til Danmark, hvor han i dag ligger begravet i parken ved Willumsens Museum.