Willumsen og Kirchner
Fakta
Ernst Ludwig Kirchner
- Født 6. maj 1880 i tyske Aschaffenburg, Bayern.
- Begik selvmord med pistol den 15. juni, 1938.
- Ligger i dag begravet i byen Davos i Schweiz.
Ernst Ludwig Kirchner
1. Willumsen mødte aldrig den tyske ekspressionistiske kunstner Ernst Ludwig Kirchner. Alligevel var der mange ligheder mellem de to kunstneres liv:
- Læs i fællesskab teksten om Willumsen og Kirchner.
- Tal kort om de ligheder, der var mellem de to kunstnere, deres liv og arbejde.
Willumsen og Kirchner – outsidere eller geniale enere?
Willumsen og Kirchner møder aldrig hinanden. De får heller aldrig direkte kontakt. Alligevel findes der mange paralleller i deres liv: måder at opbygge fortællinger på og deres kunstneriske udtryk. Begge kunstnere arbejder bl.a. med grafik og vævede tæpper, som også får betydning for deres malerstil.
De er nærmest sygeligt optagede af at dyrke fortællingen om sig selv som unikke og geniale kunstnere. De skriver da også gerne om deres egen kunst i et forsøg på at blive en del af kunsthistorien og tidligere tiders store mestre.
Ligesom Willumsen føler Kirchner ikke, at hans kunst bliver forstået på den rigtige måde. Derfor skriver han i flere år om sin egen kunst under pseudonymet Louis de Marsalle. På den måde kan han rose sin kunst og fortælle andre, hvor god en kunstner han er.
Valg af motiver
Begge kunstnere bruger naturmotivet som symbol på et kunstnerisk åndehul, hvor bjerglandskaber og åbne vidder udtrykker fri udfoldelse af deres kunst. De bruger også naturen til at understrege, hvordan de ser sig selv: som unikke, enestående kunstnere, der skaber kunst af ren kraft, upåvirket af tidens strømninger. Bjerglandskabernes klare farver og brede vidder og skovenes dybe ro kan bruges som billede på en anden måde at leve på.
Især i perioden fra 1910 til 1930'erne er der mange ligheder mellem Willumsens og Kirchners kunst. De viser dynamiske figurer i fri bevægelse, der er malet i eksplosive farver og har et meget enkelt udtryk.
I eksil
Både Willumsen og Kirchner lever i selvvalgt eksil væk fra deres hjemlande. Kirchner flytter til de schweiziske alper, der bliver et tilflugtssted, efter han har haft et nervøst sammenbrud og har fået fysiske lammelser pga. et misbrugsproblem. Willumsen opholder sig i flere omgange i udlandet, men bor fra 1916 permanent i Sydfrankrig.
Vidste du, at ...
nazisterne i 1936-37 fjernede Kirchners kunst? De mente, den var degenereret og derfor skulle destrueres eller sælges til udlandet.
2. Kig på Kirchner og Willumsens værker herover:
- Hvilke ligheder er der i den måde, som Kirchner og Willumsen maler på?
- Er der steder, hvor de to kunstnere adskiller sig fra hinanden?
- Hvordan kan man se, at Kirchner og Willumsen tilhører ekspressionismen?