Kulhydrater
Mennesket har brug for føde for at overleve. Føden giver både energi og vigtige byggesten til kroppen. En af de vigtigste energikilder er kulhydrater.
Fakta
Energi i kulhydrat:
1 gram kulhydrat indeholder ca. 17 kJ.
Vidste du, at ...
hjernen kun kan bruge kulhydrat som energikilde?
Hvor findes kulhydrater i kosten?
Kulhydrat findes primært i kartofler, pasta og forskellige slags gryn. Der findes altså kulhydrater i brød, ris, havregryn og andre produkter, der indeholder gryn eller mel.
Hvad er kulhydrat?
Kulhydrater er korte eller lange kæder af sukkermolekyler. Kædernes længde og struktur bestemmer typen og smagen af kulhydrat.
Når man taler om kulhydrat, taler man ofte om den form, der hedder stivelse. Stivelse er meget lange kæder af sukkermolekyler i en bestemt struktur, og det findes i fx kartofler og brød. Længden og strukturen påvirker også den hastighed, hvormed kroppen optager kulhydratet. Rent sukker (enkelte sukkermolekyler) bliver optaget hurtigst.
Hvordan får vi kulhydraterne ud af kosten?
Kroppen skal bruge de enkelte sukkermolekyler for at få energi ud af kulhydraterne.
Allerede i munden starter nedbrydningen af de lange kulhydratkæder. I spyttet er der nemlig et enzym, der begynder at klippe de lange kæder i stykker til mindre kæder. Disse mindre kæder bliver yderligere nedbrudt i tarmen, hvor de efterfølgende bliver optaget i blodet. Blodet kan nu føre de enkelte sukkermolekyler hen til det sted i kroppen, hvor der er brug for energi.
Blodsukker og glykæmisk index (GI)
Blodsukkeret er den almindelige betegnelse for mængden af sukker i blodet. Når man spiser en fødevare, optager kroppen kulhydratet og sender sukkermolekylerne ud i blodet, hvilket øger blodsukkeret. Jo mere simpel en kulhydratstruktur er, jo hurtigere stiger blodsukkeret.
Der er blevet udviklet et system til at udregne, hvor hurtigt kulhydraterne i en bestemt fødevare øger blodsukkeret. Dette system kaldes glykæmisk indeks (GI). Jo højere GI er for en bestemt fødevare, jo hurtigere stiger blodsukkeret, efter man har spist den.
GI er udviklet til diabetespatienter, der ikke kan producere insulin. For diabetespatienter er det vigtigt at undgå hurtige stigninger i blodsukkeret.
Raske personer producerer selv insulin. Derfor behøver man ikke holde øje med en fødevares GI, men bør i stedet spise efter de officielle kostråd. Et af kostrådene lyder, at man skal spise mere fuldkorn.
Hvad bruger kroppen kulhydrater til?
Kulhydrat bruges som brændsel til hjernen og musklerne. Kulhydrat er den simpleste form for energi for kroppen, og den foretrækker derfor at forbrænde sine kulhydrater, før den begynder at forbrænde fedt og protein.
Kulhydratdepoter
Kroppen opbevarer nogle små lagre af energi i form af kulhydrat i musklerne og leveren. De forbrændes, når man skal bruge noget hurtig energi. Når kulhydratdepoterne er opbrugt, vil kroppen langsomt skifte over til fedtforbrænding i stedet.