Leveren
Leveren er et rødbrunt organ, der ligger gemt nederst i brystkassen, hvor den er godt beskyttet af ribbenene. Den sørger for at nedbryde og omdanne stoffer i kroppen, men den har også mange andre funktioner.
Fakta
Leverens vægt:
1,5 kg hos en voksen
Vidste du, at ...
man kan klare sig med kun ca. 20% af leveren?
Leveren nedbryder giftstoffer
Når vi tager medicin ved at spise eller drikke det, bliver stofferne fra medicinen også optaget i blodet og ført til leveren. Det samme gælder giftstoffer, som vi ved en fejl er kommet til at spise eller drikke. Leveren modtager også affaldsprodukter fra kroppen. I leveren bliver stofferne nedbrudt og omdannet. Det gør, at de nemmere kan blive udskilt med urinen eller afføringen og på den måde forlade kroppen. Det betyder, at mange giftstoffer ikke gør skade.
Det er også i leveren, at alkohol bliver nedbrudt. Alkohol bliver nedbrudt til vand, CO2 og energi.
Leveren omdanner og gemmer næringsstoffer
Når vi har spist, bliver næringsstoffer fra maden optaget i blodet fra tyndtarmen. Blodet med alle næringsstofferne bliver ført til leveren, hvor de bliver bearbejdet. Et af næringsstofferne er kulhydratet glukose. Leveren kan omdanne glukose og gemme det. Når kroppen mellem måltider får brug for glukose som brændstof, omdanner og frigiver leveren igen glukose. Det er hormoner, der giver besked til leveren om at gemme eller frigive glukose. Hormonet insulin giver fx besked, når blodsukkeret er højt, og der derfor skal gemmes glukose.
Leveren opbevarer også andre næringsstoffer som fx vitaminer.
Leveren producerer nye stoffer
Leveren laver også nye stoffer, som kroppen skal bruge. Det er fx galden, som bliver brugt i fordøjelsen af fedtstoffer. Fra leveren bliver galden opsamlet i galdeblæren. Herfra bliver den lukket ud i tarmen, når der kommer mad i tarmen. Galden hjælper til at opløse fedtet i maden. Med galden kommer leveren også af med nogle affaldsstoffer, der ikke kan opløses i vand, og derfor ikke kan udskilles med urinen. Affaldsstofferne kommer med galden ud i tarmen og videre ud med afføringen. Fx et affaldsstof fra døde røde blodceller. Det er det, der farver afføringen brun.