Fællesfagligt forløb – Stråling
Om forløbet
Du ligger på stranden en varm sommerdag og nyder varmen. Du har taget solbriller på, for sollyset er skarpt. Du falder desværre i søvn og vågner op rød som en kogt krebs. Solen har været på himlen siden Jordens begyndelse.
Men hvordan påvirker Solen livet på Jorden, både positivt og negativt? Og hvad kan vi mennesker bruge vores viden om Solens stråler til?
I forløbet skal I først igennem en fælles introduktion til emnet, få faglig viden om emnet, og til sidst skal I fordybe jer i jeres selvvalgte problemstilling.
I skal bruge alle tre fag til at belyse problemstillingen. I skal udforme en problemstilling, søge informationer, foretage undersøgelser og udvikle modeller. Det er kompetencer, som I skal kunne vise til den fællesfaglige prøve i naturfagene ved afslutningen af 9. klasse. Ved forløbets afslutning skal I vise enten en undersøgelse eller en model, som I har lavet i forbindelse med jeres arbejde.