Skolernes Innovationsdag
Om forløbet
I forløbet skal I arbejde med forskellige små aktiviteter, der træner jeres hjerne til at tænke innovativt. Måske bliver I de næste, der opfinder noget nyt og stort?
Du har sikkert set et skateboard. Det er et bræt med fire hjul under, som man kan stå på. Et skateboard under fødderne, fede hjelme på hovedet og store ramper. Du ser dem alle vegne ... skaterne altså. Faktisk er skateboardet en gammel innovativ opfindelse. I 1950'ernes Californien blev det populært at surfe på gaderne på et skateboard. Ingen ved rigtigt, hvem der har opfundet det seje skateboard.
De første skateboards blev bygget af gamle trækasser med fire hårde rullehjul. Som du måske kan forestille dig, var der mange, der fik skrammer af at stå på de usikre skateboards. Derfor videreudviklede man skateboardet. Kasserne blev byttet ud med et bræt og nogle bløde hjul – fuldstændig som du kender det i dag.
Historien om skateboardet er en historie fra det virkelige liv. En historie om, hvordan ting bliver skabt og videreudviklet af mennesker, der tænker innovativt.
Nu skal du også træne din hjerne til at tænke innovativt. Det er nemlig blevet tid til Skolernes Innovationsdag – et samarbejde mellem Clio og Experimentarium. Er du klar? Nu går det løs!
Læringsmål for Skolernes Innovationsdag
- Jeg kan træne min hjerne til at tænke kreativt.
- Jeg kan eksperimentere med idéer, tanker og forslag.
- Jeg kan blive bedre til at få idéer sammen med andre.
- Jeg kan bruge den afsatte tid til at fordybe mig.