Diabetes 1 og 2
Diabetes 1 og 2
Der er sukker i dit blod, der kaldes blodsukker. Blodsukkeret hjælper din krop med at fungere, som den skal. Hvis du har for meget sukker i blodet, kan det bl.a. skade dine blodkar. Hvis du har for lidt sukker i blodet, kan du i værste fald få kramper og blive bevidstløs. Det bedste er, hvis blodsukkeret er nogenlunde stabilt hele tiden. Så oplever du nemlig ikke store udsving i dit humør, dit velbefindende og din ydeevne. Heldigvis er din krop så smart indrettet, at den helt af sig selv holder niveauet af blodsukker stabilt.
Men der findes også sygdomme, der gør det svært for kroppen at regulere blodsukkeret. De hedder diabetes 1 og diabetes 2. De hedder næsten det samme, fordi de har samme effekt på kroppen, men de skyldes faktisk to helt forskellige ting: Hvis du har diabetes 1, så kan din krop ikke producere hormonet insulin, som kroppen bruger til at regulere blodsukkeret med. Og hvis du har diabetes 2, så producerer kroppen godt nok insulin, som den skal, men den mekanisme i kroppen, der bruger insulinen, fungerer ikke ordentligt.
Der kan være mange grunde til, at man får diabetes. Diabetes 1 er medfødt og skyldes en fejl i kroppens produktion af insulin, og derfor kan man ikke forhindre diabetes 1 i at opstå. Diabetes 2 ligger også i generne, men det er ikke sikkert, at sygdommen bliver udløst. Hvis man undgår overvægt og sørger for at få motion, har man nemlig større sandsynlighed for at leve med generne for diabetes 2 uden at blive syg af det, eller man kan i det mindste udskyde sygdommen.
Antallet af diabetikere
Antallet af diabetikere i Danmark er fordoblet de sidste 20 år. Det skyldes en kraftig stigning i antallet af personer med diabetes 2. Antallet af personer med diabetes 1 er til gengæld nogenlunde stabilt. En del af stigningen skyldes, at vi er blevet bedre til at behandle diabetes, så folk med diabetes lever længere. Men den største årsag til stigningen i diabetes 2-tilfælde er vores livsstil.
1. Gå sammen i par.
2. Læs eller genlæs teksten herover.
3. Tal sammen om, hvilke dele af vores livsstil der gør, at der er mange flere personer med diabetes 2 i dag end for 20 år siden.
- Hvad har ændret sig?
- Hvad kan man gøre for at undgå at få diabetes 2?
- Nogle af de ting, man kan gøre for at undgå at få diabetes 2, er også godt for kroppen på andre måder. Kan I forklare hvorfor?