Om portalen
Hvad er Børnehaveklassen?
Portalen Børnehaveklassen er et komplet digitalt læremiddel fyldt med idéer til spændende og engagerende undervisning målrettet eleverne i børnehaveklassen. Portalen giver på levende og inspirerende vis eleverne en grundig introduktion til børnehaveklassen og de seks kompetenceområder, som danner grundlaget for portalens opbygning.
Portalen er bygget op omkring et zoo-univers, hvor eleverne i tekster, aktiviteter, film og opgaveark møder karaktererne Ea, Jan, musen Miv og Professor Pi.
Portalen er inddelt i seks overordnede emner, som udgør portalens struktur og passer med kompetenceområderne i Fælles Mål. Under hvert af de forskellige områder er der multimodale fagtekster og tilhørende aktiviteter, der alle er skrevet i et lettilgængeligt sprog. Der er til tekster og aktiviteter tilknyttet billeder, video, interaktive opgaver og lyd. Derudover findes der til mange af aktiviteterne forskellige opgaveark, som kan printes ud og anvendes direkte i klassen.
Eleverne i børnehaveklassen skal eksperimentere med at læse små tekster på forskellige medier. Derfor findes der på portalen en lang række letlæsningsbøger, der kan læses digitalt eller printes ud til den enkelte elev. Letlæsningsbøgerne er alle skrevet ud fra et princip om, at historierne skal indeholde en pointe, være skrevet af primært lydrette ord og med mange gentagelser. Derudover er alle historierne illustreret med farverige og letaflæselige tegninger, der understøtter elevernes afkodning og forståelse.
Portalens primære formål er at skabe læring baseret på engagement og fællesskab. Aktiviteterne er naturligvis bygget op på en måde, så klassens sociale liv har et særligt fokus. Du kan læse mere om engagement og fællesskab her.
Visionen for portalen er at skabe mulighed for en legende og motiverende undervisning på elevernes og de forskellige kompetenceområders præmisser og med de muligheder, det digitale medie giver.
Emnerne på portalen dækker de seks kerneområder: sprog, matematik, naturfag, krop og bevægelse, kreative og musiske udtryksformer samt engagement og fællesskab. Kompetenceområderne overlapper og supplerer hinanden, og især sprog samt engagement og fællesskab er centrale områder i aktiviteterne på tværs af fagene.
På Børnehaveklassen finder du en komplet årsplan opbygget efter Fælles Mål. Årsplanen kan anvendes i sin helhed eller bruges som inspiration. Der er masser af både tværfaglige og fagspecifikke forløb at vælge imellem.
Portalen og dens indhold er tænkt som børnehaveklasselederens og pædagogens udgangspunkt for klassens daglige undervisning. Portalens fagtekster og tilhørende aktiviteter gennemgås og anvendes i dialog og samarbejde mellem undervisere og elever. Indholdet på portalen er henvendt til eleverne og skrevet i et lettilgængeligt sprog.
Portalen kan anvendes på en interaktiv tavle, computere, tablets og smartphones, men langtfra al undervisning på portalen er tænkt ind i en digital sammenhæng. Det digitale skal anvendes, når der er en læringsmæssig merværdi, men det er vigtigt, at eleverne kommer væk fra skærmen og bl.a. oplever naturen, øver motorikken og interagerer med hinanden. Der findes forskellige interaktive opgavetyper på portalen, hvor det interaktive aspekt giver en merværdi til undervisningen. Hvis klassen i den sammenhæng ikke har mulighed for at gøre brug af computere, tablets eller smartphones, er det naturligvis muligt at arbejde med opgaverne i fællesskab på en interaktiv tavle eller alternativt at printe opgaverne.
Under overskriften "Forløb" finder du de mange interaktive forløb. Forløbene er bygget op ud fra Fælles Mål, og nogle af forløbene er fagspecifikke, mens andre er tværfaglige. De fleste forløb indgår i årsplanen og dækker alt fra enkelte lektioner pr. uge til hele skoleuger.
Forløbene er altid bygget op med udgangspunkt i engagement og fællesskab. Desuden er der altid varierede og vekslende aktiviteter i forløbene, der er valgt, så der sikres en legende tilgang til undervisningen.
Forløbene er henvendt til klassen som helhed, men med læreren som formidler. I alle forløbene er der derfor også lærerguides med idéer til, hvordan de enkelte aktiviteter kan udføres i praksis.
Alle forløb indledes med læringsmål skrevet i et elevvenligt sprog, så det for eleverne bliver tydeligt, hvad de skal arbejde hen imod. Eleverne kan bedømme sig selv ud fra de enkelte læringsmål. Vi mener, at det for elever i børnehaveklassen er vigtigt, at målene gennemgås mundtligt i klassen inden, således at de kan få hjælp til at forstå dem og til at reflektere over dem. Hvis eleverne har adgang til digitalt udstyr, kan de bruge slideren til at vurdere sig selv. Hvis klassen ikke har digitalt udstyr, kan målene printes ud, og eleverne kan tegne en smiley ud for hvert enkelt mål. Uanset tilgang bør læringsmål for forløbet altid præsenteres for klassen.
For at iagttage elevernes læringsudbytte undervejs i forløbet kan læreren bruge forløbet og læringsmålenes tegn på læring. Hvert forløb har eksempler på tegn på læring. Disse kan bruges undervejs i forløbet. Her er mulighed for at differentiere eleverne i klassen.
Forløbene afsluttes altid med en klasseevaluering, som samler op på læringsmålene. Når eleverne har været igennem forløbet, skal de vurdere, om de har nået de mål, de satte sig i starten af forløbet.
Indholdet på Børnehaveklassen er udarbejdet med tanke på, at der skal være en sammenhæng mellem leg og læring. Den legende tilgang, der er gennemgående i såvel portalens fagtekster som aktiviteter, skaber nysgerrighed og motivation hos eleverne, hvilket er en forudsætning for elevernes læring.
I "Vejledning for børnehaveklassen" defineres leg ud fra følgende tre beskrivelser:
- Leg er en aktivitet, hvor eleverne selv forhandler og udvikler legen, og legen foregår på elevernes egne betingelser.
- Voksenstyret leg er leg, hvor legens ramme og tema er styret af børnehaveklasselederen.
- Læringsstyret leg er aktiviteter med et fagligt indhold eller mål, men som udføres på en legende måde. Børnehaveklassens undervisning er i høj grad baseret på læringsstyrede lege.
I årsplanen er der taget højde for alle tre tilgange til leg. Den læringsstyrede leg vil være indbygget i de fagspecifikke og tværfaglige forløb, mens den voksenstyrede leg bl.a. vil være tydelig i de aktiviteter, der er at finde under fagområdet Temaer. Derudover er der afsat tid til den frie leg i årsplanen, således at timetallet for de lærerstyrede aktiviteter kun udgør en vis del af den tid, eleverne tilbringer i skolen.
I både aktiviteter og forløb vil der være indbygget lærerguides. Lærerguides vejleder og støtter læreren og indeholder nyttige informationer, der kan vedrøre forberedelse, organisering eller pædagogiske overvejelser. Lærerguides er at finde direkte på de enkelte aktiviteter og er markeret med en rød vandret streg og en boks med teksten "Lærerguide". Du kan læse mere om lærerguides under Portalens funktioner.
Overalt på portalen vil der i aktiviteterne være indbygget forskellige typer opgaveark. Disse opgaveark er indbygget i aktiviteterne, kan gennemgås i fællesskab i klassen og printes ud til eleverne. Derved erstatter de engangsmaterialerne, som man ellers bruger i børnehaveklassen. Inden for danskområdet vil der fx være skriveark med anvisning til bogstavskrivning i bogstavhuset, opgaveark med fokus på bogstavgenkendelse, skrive-/tegneark og krydsordsark. Inden for matematikdelen vil der kunne printes opgaveark, der fx har fokus på talskrivning, antal og mængde, mønstre og spejling samt begreberne stor/lille og lang/kort. Derudover findes der opgaveark til at printe inden for naturfag, de kreative fag og temaerne. Opgavearkene kan altid printes i sort-hvid, så eleverne selv har mulighed for at farvelægge og derved sætte deres eget præg på tegninger, tal, bogstaver, figurer m.m. Der findes dog oftest en version i farver, som ligeledes kan printes ud.
Det er vigtigt, at eleverne fra skoleårets start får en god rutine i forhold til, hvor de skal samle opgavearkene, de har arbejdet med. Vi anbefaler, at hver elev får udleveret et ringbind eller en mappe, som de kan samle deres opgaveark i. Mappen vil kunne fungere som en portefølje, hvor elevens faglige udvikling vil kunne følges.
Børnehaveklassen er bygget op omkring et zoo-univers. Universet udspiller sig dels i portalens aktiviteter og dels i portalens baggrund, hvor der øverst og nederst er små illustrationer, der taler sammen med portalens overordnede indhold.
I universet møder eleverne bl.a. dyrepasseren Jan, pigen Ea og musen Miv. Disse tre karakterer er primære i universet og går igen overalt på portalen. Jan viser eleverne, hvordan man kan tilgå forskellige informationer. Han undersøger og giver gode råd. Ea er portalens bindeled til elevernes skolehverdag. Hun går i skole, er en del af en klasse og har en hverdag, som i nogen grad vil være genkendelig for eleverne. Derudover tager mange af temaerne på portalen udgangspunkt i Ea og hendes verden.
Zoo-universet er også fyldt med dyr, der inddrages på portalen i forskellige sammenhænge. Dyrene bliver bl.a. brugt i forbindelse med gennemgang af de forskellige bogstaver, i forbindelse med faglig læsning inden for såvel danskområdet som naturfag, i musik, hvor eleverne skal bevæge sig som dyrene i zoo, og når eleverne skal genkende bestemte lyde. Nogle af dyrene vil optræde enkelte gange i universet, mens andre dyr vil spille en større rolle i arbejdet med portalen.
Professor Pi er den eneste personificerede karakter på portalen. Hun er den, som Ea spørger til råds, hvis der er noget, hun gerne vil vide mere om. Professor Pi er at finde på sit kontor, hvor hun fortæller, viser og får magien frem i sin formidling af bl.a. bogstaver, tal, naturfænomener samt former og figurer. Videoerne med Professor Pi er at finde på de forskellige aktiviteter, men en samlet oversigt over Professor Pi-videoerne findes her.