Kunsteventyr
Eventyr ender altid lykkeligt, eller gør de? Nej, ikke altid, for i kunsteventyr kan slutningen både være barsk og dramatisk. Fx i kunsteventyret "Den lille havfrue" af H.C. Andersen, hvor havfruen dør til sidst.
Fokusord
- et genretræk
- et malerisk sprog
- en nuance
En kendt forfatter
Kunsteventyr har i modsætning til folkeeventyr en kendt forfatter. Kunsteventyrets forfatter kan selv bestemme eventyrets form og handling.
Kunstneriske friheder
I kunsteventyret vælger forfatteren ofte at afvige fra de klassiske genretræk, som vi kender fra folkeeventyret.
H.C. Andersen indleder fx "Den lille Havfrue" med ordene "Langt ude i havet er vandet så blåt, som bladene på den dejligste kornblomst ...". Det er ellers typisk for folkeeventyr at starte med ordene "Der var engang ...".
Fra folkeeventyr kender vi den klassiske slutning "... og de levede lykkeligt til deres dages ende.". I kunsteventyr er slutningen ikke altid lykkelig.
Hjemme-ude-hjem
Kunsteventyr er ofte bygget op, så de følger kompositionen hjemme-ude-hjem. Her begynder eventyret med en indledning, hvor hovedpersonen er hjemme i trygge omgivelser. På et tidspunkt sker der noget dramatisk, og hovedpersonen må ud i verden og gå gennem flere prøvelser, før han atter kan vende hjem i rolige omgivelser. Det er ofte et nyt hjem, der bliver skabt.
Kunsteventyret "Klods Hans" følger denne komposition. Klods Hans starter hjemme, hvor han finder ud af, at prinsessen søger mage. Derfor rejser Klods Hans ud, og efter flere strabadser vinder han prinsessen og flytter ind i slottet, der bliver hans nye hjem.
Sproget
I et kunsteventyr er sproget ofte levende og fyldt med lange, detaljerede beskrivelser af både personer og miljø. Kunsteventyrets forfatter kan finde på at lade sin fortæller kommentere på handlingen eller tale direkte til læseren. H.C. Andersen lader fx fortælleren i "Prinsessen på ærten" kommentere på historien, når eventyret slutter med sætningen "Se, det var en rigtig historie!".
Fakta
Kunsteventyr:
- En kendt forfatter
- Runde personer
- Malerisk sprog og mange adjektiver
Folkeeventyr:
- En ukendt forfatter
- Flade personer
- Gentagelser og talmagi
Runde personer
Kunsteventyr blev populære i midten af 1800-tallet, hvor H.C. Andersen skrev mange kunsteventyr.
I et kunsteventyr bruger forfatteren som regel mere tid på at beskrive en person. Sproget er derfor ofte mere malerisk og gør brug af flere adjektiver. Fortælleren ved, hvordan hovedpersonen tænker og føler, og personerne er mere nuanceret beskrevet.
I folkeeventyrene kan man fx møde en person som den onde dronning, og så ved man på forhånd, hvordan hun er.
I kunsteventyrene skal man selv vurdere, om en person er god eller ej. En person, der er mere detaljeret og nuanceret beskrevet, kaldes en rund person, og de findes ofte i kunsteventyr.
H.C. Andersen
Du kender sikkert H.C. Andersen. Han var en dansk forfatter, som blev født i 1805. Du kender sikkert også nogle af hans eventyr, fx "Fyrtøjet", "Den grimme ælling" og "Den lille Havfrue". Han blev verdensberømt for blandt andet sine kunsteventyr. Når udenlandske turister kommer til København, kommer de ofte forbi skulpturen af Den Lille Havfrue, som sidder på en sten på Langelinie. H.C. Andersen har også klippet papirklip og skrevet digte og skuespil.
H.C. Andersens eventyr er blevet oversat til omkring 125 forskellige sprog.
Skriv et eventyr
Du kan få hjælp til at skrive dit eget eventyr ved at læse teksten At skrive et eventyr.