Projektugen
I projektugen skal I arbejde selv i jeres grupper. Det er vigtigt, at I bruger jeres tid godt. En uge kan virke som lang tid, men der er også meget arbejde for jer at lave.
Fokusord
- en projektuge
- en ugeplan
- en dagsplan
- en vejledning
- et arbejdsredskab
Gruppens arbejde i projektugen
I projektugen skal I arbejde i jeres grupper. I skal arbejde på skolen, medmindre I har aftalt andet med jeres lærer.
For at udnytte tiden i projektugen bedst muligt er det vigtigt, at I planlægger jeres arbejde. I kommer til at ændre på jeres planer mange gange undervejs. Men I er nødt til at planlægge jeres arbejde, så I kan nå at lave alt det, I gerne vil.
Planlæg ugen og dagen
Lav en plan for ugen, hvor I skriver, hvad I vil lave hver dag. Start hver dag i projektugen med at se på jeres problemformulering og ugeplan.
Lav også en dagsplan. I dagsplanen skal I aftale med hinanden, hvad I skal arbejde med denne dag, og hvem der gør hvad. I skal også skrive ned, hvis der er udstyr eller materialer, som I skal have fat på. Husk at skrive alle jeres aftaler ned. Så er ingen i gruppen i tvivl om, hvad I skal.
Afslut dagen i gruppen med at gennemgå, om I har nået det, I ville. Så er I klar til næste dags arbejde.
Vejledning
Jeres lærere er der for at hjælpe jer. I projektugen har I vejledning med jeres lærere. Til vejledningen kan jeres lærere give jer hjælp, give jer nye ideer og rette jeres ting. Det er vigtigt, at I er forberedte til vejledningen, så I får mest muligt ud af den.
Arbejdsredskaber
Det kan være en god ide at have et sted, hvor I kan samle alle gruppens dokumenter, links, billeder, film osv. Så kan alle i gruppen arbejde med dem, og I undgår, at de bliver væk. I kan fx bruge Google Docs eller Padlet som arbejdsredskaber til at samle jeres ting. I kan også bruge MindMeister til at lave et mindmap med.