Dokumentarfilm
Dokumentarfilm er film, der skildrer dele af virkeligheden. De tager udgangspunkt i virkelige personer og begivenheder. Der findes forskellige genrer inden for dokumentarfilm.
Fokusord
- en indsigt
- klassisk
- observerende
- poetisk
Virkeligheden filmes
Dokumentarfilm handler om noget fra den virkelige verden. Det kan fx være en kendt politiker, dyrelivet på savannen eller et mere abstrakt emne som døden. Dokumentarfilm kan vise dig verden, som du kender den. Men de kan også give dig indsigt i dele af virkeligheden og livet, som du normalt ikke har adgang til.
I en dokumentarfilm indgår personer fra den virkelige verden. Dog findes der eksempler på, at der i dokumentarfilm rekonstrueres situationer, fx fra historiske begivenheder. I rekonstruktioner kan der indgå skuespillere, som fx kan vise, hvordan livet i jernalderen udspillede sig.
Det er instruktøren, der bestemmer, hvilke dele af virkeligheden der skal vises. Instruktørens valg af indhold og virkemidler påvirker filmens udtryk og dermed det indtryk af virkeligheden, du får som seer. Hvis der fx i en dokumentarfilm om statsministerens liv kun indgår klip fra hans arbejdsliv, kan du som seer måske glemme, at han også har et privatliv og en familie.
Forskellige genrer
Der er mange forskellige måder at vise verden på. Dokumentarfilm kan fx være belærende, politiske, propagandistiske, observerende, informerende, poetiske og personlige. Nogle dokumentarfilm bruger interviews og en fortæller, andre gør ikke. Det afhænger af, hvad formålet med filmen er, og hvad instruktøren vil vise i sin film. Interviews kan fx bruges til at komme tættere på en films hovedperson.
Næste del af teksten handler om tre undergenrer inden for genren dokumentarfilm. Ikke alle dokumentarfilm tilhører én undergenre, nogle film er en blanding af forskellige undergenrer.
Den klassiske dokumentarfilm
Den klassiske dokumentarfilm vil informere og oplyse. Mange dokumentarfilm om naturen tilhører denne genre. Hvis du ser en dokumentarfilm om vulkanudbrud, vil det som regel være et eksempel på en klassisk dokumentarfilm. Her bruges der ofte voiceover til at forklare, informere og kommentere det, billedsiden viser.
Fakta
Den klassiske dokumentarfilm:
- vil informere og oplyse
- bruger voiceover til at forklare indholdet.
Den observerende dokumentarfilm:
- vil give indblik i andres liv
- har en instruktør, der forsøger at være usynlig.
Den poetiske dokumentarfilm:
- vil vise det, der kan sanses
- bruger filmiske virkemidler til at fortælle med.
Fortælleren er ofte alvidende og ved mere, end du gør som seer. Nogle gange er fortælleren med i filmen, andre gange er fortælleren "usynlig". I den klassiske dokumentarfilm indgår der ofte interviews.
Den observerende dokumentarfilm
Den observerende dokumentarfilm lader typisk selv seeren tage stilling til filmens emne. Seeren får mulighed for at komme tæt på en anden persons hverdag eller måde at leve på, og det er ikke sikkert, at noget bliver forklaret. Verden vises for det meste uden en voiceover.
Fortælleformen er observerende, og instruktøren følger det, der sker med kameraet, som gerne er håndholdt. Instruktøren forsøger at være næsten usynlig, lidt som en flue på væggen. Metoden hedder også "fluen på væggen".
Den poetiske dokumentarfilm
Den poetiske dokumentarfilm vil vise en stemning og en poetisk side af virkeligheden. Instruktøren vil have alt det frem, som vi kan sanse, og der behøver derfor ikke være en sammenhængende fortælling i denne gerne. En poetisk dokumentarfilm kan minde lidt om et digt.
De filmiske virkemidler er i fokus, og billeder, musik og klipning har stor betydning for filmens udtryk. Poetiske dokumentarfilm kan handle om alt muligt, fx kærligheden, naturen eller livet. Den poetiske dokumentarfilm herunder handler om tiden. Den har ingen voiceover og ingen sammenhængende historie. I stedet bruges virkemidler som lys, lyd, musik og klipning til at vise stemninger og tidens gang.