Statisk elektricitet
Mange har oplevet at få stød, når de har strejfet hinanden eller har kælet med en kat. Det sker især om vinteren på tørre og frostklare dage. Årsagen skal findes i fænomenet statisk elektricitet.

Fakta
Statisk elektricitet:
Statisk elektricitet betyder ”stillestående” elektricitet.
Lyn:
Lyn skyldes statisk elektricitet.
Vinter:
Specielt om vinteren kan man selv opleve, at ens hår bliver statisk elektrisk.
Kunststof:
Mange kunststoffer bliver let statisk elektriske.
Glimlampe:
Med en glimlampe kan man se, om et materiale er positiv eller negativt ladet.
Statisk elektricitet springer
Statisk elektricitet skyldes elektroner, der springer som en gnist. Statisk betyder, at noget ikke bevæger sig, og statisk elektricitet bevæger sig netop ikke. Ikke før der er samlet nok ”kræfter” til, at elektronerne springer fx gennem luften, eller at den kommer i kontakt med en god elektrisk leder.
Høj spænding
Statisk elektricitet kan ofte opstå bare ved at gå hen over et gulvtæppe iført sko med gummisål. Spændingsforskellen kan let komme op på mange tusinde volt. Når man så kommer i nærheden af en god elektrisk leder, bliver man straks afladt.
En god elektrisk leder kan i dette tilfælde være en person, der ikke har gummisko på, eller noget metal der har jordforbindelse.
Ophobning
Mange materialer kan miste elektroner, når de gnider mod andre materialer. Fx hvis man gnider en ballon mod håret. Når et materiale mister eller får elektroner, bliver det elektrisk ladet. Normalt aflades materialerne hele tiden, men nogle materialer er dårlige elektriske ledere (isolatorer). Derfor kan de ikke komme af med deres ladning. Derfor ophobes ladningen.
Når man oftest oplever statisk elektricitet om vinteren, skyldes det, at luften om vinteren er kold og tør. Den tørre luft er en meget dårlig elektrisk leder, og derfor opstår der større spænding, inden materialerne kan aflade.
Positiv og negativ
Det materiale, der mister elektroner, bliver positivt ladet. Det materiale, der får elektroner, bliver negativt ladet.
Den negative ladning skyldes, at elektroner er negativt ladede. Positivt ladede materialer vil frastøde hinanden. Det samme vil to negativt ladede materialer. Materialer med forskellig ladning vil tiltrække hinanden.
Lyn
Lyn skyldes statisk elektricitet. Skyer kan blive ladede, og derfor kan der indimellem springe lyn fra skyerne og ned til Jorden. De fleste lyn går dog imellem skyerne. Lyn kan være meget farlige og er ofte skyld i brande og endda dødsfald.
Mange huse har derfor såkaldte lynafledere. Det er en metalstang med en ledning. Metalstangen sidder øverst på huset, som oftest på skorstenen, og ledningen går ned til Jorden. Hvis lynet slår ned i huset, vil det ramme metalstangen, og strømmen vil gå gennem ledningen ned i Jorden uden at skade huset.
Fly og brændstof
Gnister kan være farlige, hvis de opstår de forkerte steder. Derfor er man nød til at være meget forsigtig, når man fx tanker brændstof på en flyvemaskine. Flyvemaskinen skal være helt afladet, inden man begynder at tanke. En gnist kan være nok til at få brændstoffet til at eksplodere.