Drivhusgasser
Drivhusgasser i atmosfæren er med til at holde på Jordens varme, så Jorden bliver beboelig for mennesker. Men stor udledning af drivhusgasser, som carbondioxid (CO₂), methan (CH₄) og lattergas (N₂O), har øget drivhuseffekten og er skyld i klimaforandringer på Jorden.

© daulon/Shutterstock.com.
Fokusord
- Drivhusgas
- Carbondioxid (CO2)
- Methan (CH4)
- Lattergas (N2O)
- CO2-ækvivalenter
Gasser i atmosfæren
Atmosfæren omkring os består af mange forskellige gasser. De gasser, der er mest af, er nitrogen (N2) og oxygen (O2). Nitrogen udgør hele 78 % af atmosfæren, mens oxygen udgør 21 %. Den sidste ene procent indeholder mange andre forskellige gasser – nogle af dem er drivhusgasser. Drivhusgasser absorberer varmestråling fra Jorden og holder derfor på varmen i atmosfæren. Denne proces kaldes drivhuseffekten. Fordi mennesker har udledt store mængder drivhusgasser i atmosfæren, er drivhuseffekten blevet forstærket. Det betyder, at middeltemperaturen på Jorden er steget. Der er altså sket en global opvarmning. Carbondioxid (CO2) er en drivhusgas. CO2 udgør kun 0,04 % af gasserne i atmosfæren, men har alligevel stor betydning for den forstærkede drivhuseffekt. Andre drivhusgasser er vanddamp, methan og nitrogenholdige gasser som lattergas.

Fakta
Koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren måles oftest i parts per million (ppm), som betyder en milliontedel.
Carbondioxid – CO2
År 1750: 280 ppm
År 2017: 406 ppm
Methan – CH4
År 1750: 0,72 ppm
År 2016: 1,85 ppm
Lattergas – N2O
År 1750: 0,275 ppm
År 2015: 0,328 ppm
Kilde: NOAH
Carbondioxid (CO₂)
Carbondioxid (CO2) udledes, når vi afbrænder fossile brændstoffer som kul og olie. Fossile brændstoffer bruges til at producere elektricitet og varme og til at drive transportmidler. Brugen af fossile brændsler startede med industrialiseringen i 1800-tallet, men begyndte for alvor at stige omkring år 1960. I år 1970 var den globale CO2-udledning ca. 15 gigaton årligt. I år 2012 var det tal steget til 35 gigaton. Den globale CO2-udledning er altså mere end fordoblet siden år 1970. Udviklingen i CO2-udledning kan du følge på grafen længere nede.
Methan (CH₄)
Methan (CH4) er en gas, der bliver dannet af særlige bakterier, hvis der ikke er oxygen til stede. Det sker blandt andet i køernes maver, på rismarker, der ligger under vand, og i store bunker affald, som på en losseplads. Størstedelen af methanen, der bliver udledt i atmosfæren, kommer derfor fra landbrug og affald. Både ris- og kødproduktion er stigende og er bl.a. skyld i, at udslippet af methan er voksende, som du kan se på diagrammet nedenfor.
Lattergas (N₂O)
Lattergas (N2O) er en gas, som dannes naturligt, når organisk materiale, der indeholder nitrogen, nedbrydes i naturen. Menneskeskabt udledning af lattergas skyldes brugen af nitrogenholdig kunstgødning i landbruget. Når landbruget skal effektiviseres eller verdens landbrugsareal udvides, øges brugen af kunstgødning. Det fører til et øget globalt udslip af lattergas.

Kilde: World Bank – World Development Indicators. © Clio, 2019. Helene Holm.
CO₂-ækvivalenter
Nogle drivhusgasser er bedre til at absorbere varmestråling end andre. Derfor har drivhusgasserne heller ikke lige stor indvirkning på den globale opvarmning. Der er stor forskel på, om der bliver udledt 1 kg CO2 eller methan. For at kunne sammenligne, eller sammenlægge, de forskellige drivhusgassers klimapåvirkning omregner man til CO2-ækvivalenter.
Hvis du udleder 1 kg methan til atmosfæren, har det samme påvirkning på klimaet som 28 kg CO2. Man siger derfor, at methan har en CO2-ækvivalent på 28. Lattergas påvirker klimaet i endnu større grad. Lattergas har en CO2-ækvivalent på hele 265. Det vil sige, at 1 kg N2O påvirker den globale opvarmning lige så meget som 265 kg CO2.

Kilde: World Bank – World Development Indicators. © Clio, 2019. Helene Holm.
Selvom lattergas er en meget kraftigere drivhusgas end CO2, er det stadig udledningen af CO2, der påvirker klimaet mest. Det skyldes, at der udledes ekstremt meget mere CO2 end de andre drivhusgasser. Faktisk står CO2 for 76 % af den menneskeskabte globale opvarmning.