Fedtstoffer
Fedt er det bedste stof til at lagre energi i kroppen. Det indeholder over dobbelt så meget energi pr gram som kulhydrater og proteiner. Et fedtstof består af glycerol og fedtsyrer.
Fokusord
- Energilager
- Triglycerider
- Mættede fedtsyrer
- Monoumættede fedtsyrer
- Polyumættede fedtsyrer
Livsnødvendigt
Du har brug for fedt. Din krop kan faktisk slet ikke klare sig uden. Fedt er et helt enestående stof, når det kommer til lagring af energi i kroppen. Fedt indeholder nemlig hele 38 kJ per gram. Det er over dobbelt så meget energi, som kulhydrater og proteiner indeholder. Det er smart at kunne opbevare energi, uden det vejer for meget, så vi ikke bliver alt for tunge. En person på 70 kg ville veje hele 120 kg, hvis energilageret bestod af kulhydrater i stedet for fedt.
Ud over at være energidepot virker fedt som isolation under huden og hjælper os med at holde varmen. Fedtvæv beskytter vores indre organer, og så er hjernen lavet af næsten 60 % fedt. Fedt er altså enormt vigtigt for kroppen, men for meget af det er farligt for kroppen og kan resultere i overvægt og sygdomme.
Fedtstoffets opbygning
De mest almindelige fedtstoffer hedder triglycerider. Triglycerider er bygget op af et glycerolmolekyle og tre fedtsyrer, som du kan se på billedet herunder. En fedtsyre er en lang kæde af carbonatomer med en syregruppe (COOH) i den ene ende. I naturlige fedtsyrer er der som regel et lige antal carbonatomer, og de fleste kæder består af 16-20 carbonatomer. De tre fedtsyrer kan have forskellige længder og bindinger.
Ofte er fedtsyrer præsenteret med en zigzagformel, som vist på billedet nedenfor. Hver ende og knæk på stregen er et carbonatom. Et carbonatom vil altid lave fire bindinger, så der, hvor carbonatomerne ikke har bundet sig til andre carbonatomer, vil hydrogen binde sig.
Mættede fedtsyrer
Der findes flere forskellige typer fedtsyrer. Hvis carbonatomerne i en fedtsyre kun er bundet sammen af enkeltbindinger, siger man, at fedtsyren er mættet. Mættede fedtsyrer kan du finde i animalske produkter, som fx smør og kød. Hvis alle fedtsyrerne i et fedtstof er mættede, sidder carbonkæderne lige ud fra glycerolmolekylet uden knæk eller sving, og kæderne kan nemt lægge sig tæt op ad hinanden. Mættet fedt har et højere smeltepunkt end umættet fedt, fordi fedtsyrerne er tæt pakkede i det mættede fedt. På den måde kan man genkende mættet fedt på, at det er fast ved stuetemperatur, ligesom margarine eller fedtkanten på din bøf.
Fakta
Fedtindtag
Højst 30 % af den energi, du indtager, bør stamme fra fedt.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at de 30 % fordeler sig sådan her:
- Maksimum 10 % mættet fedt
- 10-15 % monoumættet fedt
- 5-10 % polyumættet fedt.
Umættede fedtsyrer
Fedtsyrer med dobbeltbindinger mellem carbonatomerne kaldes for umættede fedtsyrer. Hvis der er en enkelt dobbeltbinding, siger man, at fedtsyren er monoumættet. Mono betyder én. Hvis der er flere dobbeltbindinger, er fedtsyren polyumættet. Poly betyder nemlig mange. Dobbeltbindingerne gør, at carbonkæden får et knæk, og fedtsyrerne kan ikke pakkes lige så tæt sammen. Umættet fedt har derfor et lavere smeltepunkt og vil for det meste være flydende ved stuetemperatur. Umættede fedtsyrer findes i vegetabilske produkter såsom olie fra nødder og frø, men kan også findes i fede fisk.
Hvorfor er fedtstoffer fedtede?
Fedtstoffer kan ikke opløses i vand. Du har nok prøvet at skulle vaske en fedtet pande op, og først når du bruger sæbe, vil fedtet gå af. Vand og fedt kan nemlig ikke blandes. Det skyldes, at vand er et polært stof, mens fedt er upolært. Det er de lange fedtsyrekæder, der gør, at fedtstoffer er upolære, og dermed også fedtede. Man siger, at fedtstoffer er hydrofobe. Det vil sige "vandhadende". At fedt er hydrofobt, er endnu en grund til, at fedt er godt af bruge som energilager. Det kan nemlig ikke binde sig til alt det vand, vi har i kroppen – modsat kulhydrater, der er letopløselige i vand.