Fællesfagligt forløb – Drikkevand
Om forløbet
Forestil dig ikke at have noget rent vand at drikke. Ikke nogen rar tanke, vel? Men ikke desto mindre kan rent drikkevand blive en mangelvare i fremtiden. I mange verdensdele er der allerede mangel på vand og særligt rent vand. Vi står derfor over for en kæmpe problemstilling: Hvordan sikrer vi, at vi bliver ved med at have rent drikkevand til fremtidige generationer?
I forløbet skal I først igennem en fælles introduktion til emnet, få faglig viden om emnet, og til sidst skal I fordybe jer i en fælles problemstilling.
I skal bruge alle tre fag til at belyse problemstillingen. I skal udforme en problemstilling, søge informationer, foretage undersøgelser og udvikle modeller. Det er kompetencer, som I skal kunne vise til den fællesfaglige prøve i naturfagene ved afslutningen af 9. klasse. Ved forløbets afslutning skal I vise enten en undersøgelse eller en model, som I har lavet i forbindelse med jeres arbejde.