Korttyper
Slår du op i et atlas, opdager du hurtigt, at der er forskellige typer kort over det samme område. Med forskellige korttyper kan du få forskellige informationer om et givent område.
Kortet indeholder viden
Et kort indeholder en meget stor mængde af informationer. Hvis du ikke kan aflæse eller forstå informationerne, kan du ikke læse og analysere kortet. Læren om kortet bliver som at lære et nyt skriftsprog. Forskellige kort indeholder forskellige informationer, men fælles for dem alle er signaturer og målestoksforhold. Signaturer er bestemte afmærkede ting eller områder på kortet, som er tydelige ude i virkeligheden. Med målestoksforhold kan man direkte aflæse, hvor meget en bestemt længde på kortet i virkeligheden er.
Fysiske kort
De fysiske kort i et atlas viser, hvordan terrænet er i et område. Dvs. højden over eller under havoverfladen angivet i meter. Farverne på kortet anvender man til at angive højde og dybder. Det betyder fx, at den grønne farve på kortet intet har med skov at gøre. Den grønne farve er lavland, hvilket svarer til 0-200 m over havoverfladen. På samme måde er den blå farve i havene et udtryk for havets dybde. De mørke farver er altid udtryk for, at der er dybere end ved de lyse farver på kortet.
Man kan også aflæse andet på de fysiske kort. Fx kan man se målestoksforhold, landenes navne, byer og landskabsformer og floder. Man kan også se signaturer for veje, togbaner, broer, færgeruter m.m.
Tematiske kort
Et temakort er et kort, der fortæller om et emne i et bestemt geografisk område. De tematiske kort giver os forskellige informationer. Det kan fx være om landskabstyper, temperaturen, nedbør, befolkningsgrupper, klima- og plantebælter, vind- og havstrømme og produktion af råvarer.
Slår man op i et atlas, er de tematiske kort som regel farvet i specielle farver, så de adskiller sig fra de fysiske kort.
Topografiske kort
Topografi er et geografisk udtryk, som man bruger, når man vil beskrive landskabets form eller specielle kendetegn. Topografi handler om placeringen af naturlige og kunstige landemærker i området. Det kan fx være skrænter, vandløb, byer, landsbyer, veje m.fl. Et andet ord for topografi kunne være terræn, altså terrænkort.
Topografiske kort er derfor ofte meget detaljerede – især hvis man skal bruge kortet til at bevæge sig rundt i naturen. Et enkelt kort vil derfor gengive et relativt lille område for at sikre, at ingen detaljer om området er udeladt.
At kunne læse og tyde et topografisk kort er særdeles vigtigt, hvis man vil forstå samspillet mellem mennesket og naturen i et givent område.
Historiske kort
De historiske kort er en rigtig god kilde, hvis man vil undersøge et bestemt områdes udvikling. Der kan jo ske rigtig meget på 500 år. Lande og riger opstår og forsvinder, og byer kan vokse fra små landsbyer til store metropoler.
Ser man på en bys historiske kort gennem flere århundreder, kan man se, hvordan byen er blevet større og har udvidet sig. På den måde kan man fx analysere urbaniseringen i et område over tid.