Deltaplanen

I århundreder har hollænderne ved hjælp af diger, dæmninger, pumpesystemer og dræningskanaler tørlagt land, der ellers lå under havniveau i det flade land. Det var især det sydvestlige Holland, der var udsat – i deltaet ved de tre floder Rhinen, Maas og Schelde.

Men i slutningen af 1930'erne indså den hollandske regering, at det ville blive svært at beskytte befolkningen mod vandmasserne, hvis der kom en kraftig storm og gav stigende vandstand.
Derfor lagde regeringen en plan, der kaldtes Deltaplanen. Den gik helt enkelt ud på at lukke alle flodmundingerne i Holland. I 1950 lukkede man floden Brielse Maas som første del af planen.

Lige da arbejdet med Deltaplanen skulle til at starte, skete den værste stormflod i Nordsøen i nyere tid.
Natten mellem den 31. januar og den 1. februar 1953 strøg en stærk storm gennem Nordsøen og nåede Holland, mens der var springflod. Vandstanden i det flade land steg voldsomt og nåede op på over 4,5 meter over daglige vande. Det skete ved Vlissingen i den sydvestlige del af landet. Adskillige diger blev brudt, og mere end 162.000 hektar land blev oversvømmet. Det svarer til et område på størrelse med Lolland og Falster. 1.836 hollændere omkom under Stormfloden i Nordsøen i 1953, og der gik også meget kvæg tabt.

Regeringen i Holland satte et kæmpe arbejde i gang for at undgå en lignende situation med høje vandstande. Der skulle bygges et enormt bygningsværk med stormflodbarrierer, der indeholdt 61 sluser. Sluserne skulle være åbne til hverdag, men kunne lukkes i tilfælde af krise, fx ved storme. Pengene til projektet kom fra en særlig katastrofeskat, Marshallplanen og store træk i statskassen.
De store sluser, der holdt havvandet ude, forkortede Hollands kystlinje med 720 km. Det skyldtes primært, at kanalerne mellem øerne i Zeeland-provinsen blev lukket.

Allerede i 1958 var det første af de såkaldte Deltawerken i gang med at blive bygget – stormflodsbarrieren over floden IJssel. Den var vigtig, fordi den beskytter den tætbefolkede vestlige del af landet. Siden er det gået slag i slag med sluser, barrierer og dæmninger.
Byggeriet er blevet kaldt verdens ottende vidunder på grund af sin størrelse.

Den største af stormflodsbarriererne, Oosterscheldekering, har fået stor international anerkendelse og er udformet som en barriere, der kan lukkes i nødstilfælde. Den bevægelige del er næsten tre kilometer lang. Vandet bag dæmningen forbliver salt, så saltvandsfisk, saltvandsplanter og sæler fortsat kan leve der.