Hydrotermfigurer
"Hydro" og "term" kommer fra græsk og betyder vand og varme. En hydrotermfigur er en kombination af et søjlediagram og en graf, der tilsammen viser et steds gennemsnitlige værdier for temperatur og nedbør. En hydrotermfigur kan også kaldes for et klimadiagram.

Fakta
Hydrotermfigurer:
- ’Hydro’ og ’term’ kommer fra græsk og betyder vand og varme.
- En hydrotermfigur kan også kaldes et klimadiagram.
- En hydrotermfigur viser gennemsnitsværdier for perioder af 30 års længde.
Koordinatsystemet
En hydrotermfigur er bygget op sådan, at årets 12 måneder findes på x-aksen. Derudover har en hydrotermfigur to y-akser, der viser henholdsvis nedbør og temperatur.
Ud af x-aksen afsættes årets måneder begyndende med januar. Op ad y-akserne afsættes de enkelte måneders gennemsnitværdier for både temperatur og nedbør ud for de enkelte måneder.
Temperaturen kan aflæses på y-aksen i højre side af figuren, og nedbøren kan typisk aflæses på y-aksen til venstre på figuren. Til enhver x-værdi hører der således to y-værdier.
Søjler og kurve
Hydrotermfigurer er fremstillet på en måde, så nedbøren er vist som søjler, og temperaturen vises som en kurve.
En hydrotermfigur viser en lokalitets gennemsnitsværdier for perioder af 30 års længde. Det er den mest korrekte måde at afbillede klimaet på, idet udsving fra år til år derved jævnes ud.
Nordlig eller sydlig halvkugle
Hydrotermfigurer giver et hurtigt overblik over klimaet et vilkårligt sted. Ved at se på en hydrotermfigur, kan man lære meget om det sted, hydrotermfiguren viser data fra.
Ud af figuren kan man fx læse, om stedet befinder sig på den nordlige eller sydlige halvkugle. Her er det vigtigt at huske, at når vi har sommer på den nordlige halvkugle, er der vinter på den sydlige halvkugle og omvendt.
Hvis hydrotermfigurer fx viser, at temperaturen er højest i juni, juli og august er der formentlig tale om et sted på den nordlige halvkugle. Er temperaturen derimod lavest omkring juni, juli og august, er der tale om et sted på den sydlige halvkugle.


Mellem vendekredsene
Har temperaturkurven to toppe og i øvrigt kun få graders forskel mellem varmeste og koldeste måned, vil der typisk være tale i om en lokalitet mellem vendekredsene.
Fastlands- og kystklima
Er forskellen mellem den gennemsnitlige temperatur i koldeste og varmeste måned over 18-20 °C, vil der typisk være tale om et område med fastlandsklima.
Er temperaturforskellen mellem koldeste og varmeste måned under 18-20 °C, vil der formentlig være tale om et sted med kystklima.
Regntid eller tørke
Hvis man sammenholder viden om klimazoner og plantebælter med en bestemt hydrotermfigur, kan man også få en idé om, hvilken naturlig plantevækst der kan findes i det pågældende område. Hvis der falder under 250 mm nedbør på et år, vil der være tale om et ørkenområde.
Er der måneder, hvor der slet ikke falder regn, er det et område med tørkeperioder, fx savanne.
Hvis al nedbøren er koncentreret på nogle få måneder af året, vil det typisk være et område med regntid.
