Jordens klimazoner og plantebælter
Du kan ikke lige tage den lokale bus mellem zonerne, men hvis du kunne, ville du opleve store forskelle i vegetationen og temperaturen. Jordens klimazoner og plantebælter strækker sig over hele vores klode.

Fakta
Klimazoner:
- Bestemmes af temperaturen i varmeste og koldeste måned.
Plantebælter:
- Bestemmes af temperatur og nedbør.
Martin Vahls klimazoner
Den danske naturgeograf og botaniker Martin Vahl (1869-1946) udviklede en inddeling af Jorden i fire overordnede klimatyper.
De fire klimatyper er polart, tempereret, subtropisk og tropisk klima.
Det er en enkel og praktisk inddeling, der deler Jorden i syv zoner. Det polare, det tempererede og det subtropiske klima findes både nord og syd for ækvator, mens der kun findes ét tropisk bælte, der ligger rundt om ækvator.
Temperaturgrænser
Martin Vahl forsøgte at finde en sammenhæng mellem plantevækst og temperatur. Han fandt fx ud af, at tundraområder ligger nord for en linje, man kan tegne rundt om Jorden gennem punkter, hvor temperaturen i gennemsnit er 10 °C i den varmeste måned. Linjen kaldes en isoterm.
Grænsen fastsatte han som grænsen mellem polart og tempereret klima. Det samme gjorde han for alle klimazonerne, idet han definerede dem ud fra temperaturforhold i den koldeste og varmeste måned.
Sol og højdeforhold
En afgørende forskel på klimazonerne er mængden af sollys. Solens lys er forudsætning for alt liv. Solindstrålingen er størst ved ækvator og mindst ved polerne.
Klimaet ændrer sig også efter højden over havets overflade. Der kan fx godt være polarlignende klima i troperne og mange steder i bjergene i subtroperne. Den slags klima kaldes for alpint klima.
Plantebælter
Plantevæksten afhænger af solindstråling, temperatur, nedbør, fordampning, jordbundsforhold og vækstperiodens længde. Ændrer man på bare et af de forhold, vil vegetationen og dermed plantebæltet ændre sig.
Man finder den største biologiske forskellighed for planter i de tropiske regnskove ved ækvator, mens flora og fauna bliver mindre varieret mod polerne.

Plantebælternes inddeling
Inden for samme klimazone kan der findes flere forskellige plantebælter. Inden for det tropiske plantebælte er der fx regnskov, savanne, ørken og busksteppe.
I de subtropiske plantebælter findes der savanne og maki, græssteppe, busksteppe og ørken.
I de tempererede plantebælter er der nåleskov, løvskov, græssteppe, busksteppe og ørken, mens der i de polare plantebælter er tundra, højfjeld, indlandsis og arktisk ørken.
