Vandindvinding
Jagten på grundvandet kan være lidt af en detektivopgave. Grundvandet findes godt nok overalt nede i jorden. Det er bare ikke alle steder, vandet er lige nemt at pumpe op - eller lige rent for den sags skyld.

Fakta
Vandindvinding:
- Vores drikkevand indvindes fra den danske undergrund.
- Vandet er lettest at pumpe op, hvis det ligger i sand frem for i ler.
- Vandet bliver renest, hvis der findes et beskyttende lerlag ovenover.
- Kortlægningen af sand og lerlag er vigtige hjælpemidler, når man i dag skal finde de gode steder at hente vand fra.
Alle samarbejder i jagten på drikkevandet
For at sikre rent drikkevand hele året i hele Danmark, arbejder staten, kommunerne og vandværkerne sammen, når vandforsyningen skal planlægges.
Staten hjælper kommunerne med at lede efter gode grundvandsmagasiner, hvor de enkelte vandværker kan hente drikkevandet fra. Kommunerne hjælper vandværkerne med at sikre en god kvalitet på vandet.
Vandet i dybden
I gamle dage havde mange huse og gårde en brønd midt i gårdspladsen med et hul direkte ned til det vand, man drak af. I dag er vi langt flere mennesker om det samme vand, og åbne brønde vil være udsat for forurening ovenfra.
Derfor laver vi i dag lukkede boringer, der går omkring 100 meter ned i jorden. De ca. 100 meter jordlag oven over vandet beskytter grundvandet mod forurening.
Pump forsigtigt!
Hvis man pumper for meget vand op fra en boring, kan man også risikere at sænke grundvandsstanden og tørlægge søer og vådområder, eller man kan ende med at få det salte og udrikkelige grundvand med op.
Derfor har vandværkerne som regel 10 eller flere boringer spredt rundt omkring i området, så der kan pumpes lidt op fra hver.
Det tætte lerlag
Når man planlægger en boring, skal man huske på, at vandet har svært ved at trænge igennem ler, fordi leret er finkornet og helt tæt. Derfor vil man helst finde et sandlag, hvor det er meget lettere at pumpe vandet ud fra.
Kortlægningen af sand og lerlag i den danske undergrund er derfor meget vigtig, når man skal finde gode grundvandsmagasiner.
Det beskyttende ler
Selvom man helst ikke vil pumpe vand op fra lerlagene, er det dog bedst, hvis der ligger et lerlag oven over grundvandsmagasinet. Lerlaget er tæt, og det tager lang tid for det nedsivende grundvand at trænge igennem.
Man regner derfor med, at leret fungerer som et filter, der til dels renser vandet, før vandet siver ned til grundvandsmagasinerne nedenunder.
Vidste du, at ...
vi henter 700 millioner kubikmeter vand op fra den danske undergrund hvert år?
Kortlægning af grundvandet
Når man skal kortlægge grundvandsmagasinerne, er opgaven altså ikke kun at finde ud af, hvor dybt vandet ligger, men også hvor ler- og sandlagene ligger.
For at kortlægge dem bruger man nogle metoder, hvor man ved hjælp af elektrisk strøm kan beregne, hvor sandet og leret ligger i undergrunden.