Målgruppe
Når firmaer designer produkter, er det ofte med en særlig målgruppe i tankerne. En målgruppe er en gruppe af mennesker, som et produkt henvender sig til. Produkter af samme type kan se meget forskellige ud, alt efter hvilken målgruppe de henvender sig til.
Det samme gælder, når firmaet er en restaurant. Her er firmaets produkt den mad og drikke, der sælges. Selve restauranten med dens logo, indretning, menukort og personaleuniformer kan ses som produktets indpakning. Alle disse elementer designes, så de appellerer til en særlig målgruppe.
I skal nu til at finde en målgruppe til jeres restaurant.
Find en målgruppe
1. Del holdet op, så alle har en arbejdsmakker. I skal arbejde sammen i resten af forløbet.
2. Tal sammen om, hvilken målgruppe I vil designe en restaurant til. Det kan fx være børnefamilier, der elsker naturen, eller unge ægtepar, der elsker at rejse.
3. Lav et digitalt moodboard til jeres målgruppe. Jeres moodboard skal være en planche med billeder, der viser, hvad jeres målgruppe godt kan lide. Brug et billedredigerings- eller præsentationsprogram til at sætte billeder og tekst op. Planchen skal vise de her ting:
- Hvordan ser målgruppen ud?
- Hvilket tøj køber de?
- Hvordan bor de?
- Hvilke hobbyer og interesser har de?
- Hvilken form for transport bruger de?
- Hvilken mad kan de godt lide?
4. Gå sammen med to andre grupper, og præsenter jeres moodboards for hinanden.
5. Giv gruppene feedback på deres moodboard:
- Besvarer moodboardet alle spørgsmål fra det tidligere punkt?
- Er der nogen elementer på moodboardet, der bør skiftes ud?
- Hvilken type restaurant tror I, at målgruppen besøger?