Miks materialer
Om forløbet
I Danmark er vi kendt for at være en stolt designnation. Vi er kendt for stil og æstetik og for kvalitet og håndværkstraditioner. Men har du tænkt over, at der står en ambitiøs kunsthåndværker bag den designede stol, du sidder på, den kop, din mor drikker kaffe af, eller de øreringe, du fik i fødselsdagsgave?
Tv-programmet "Made in Denmark" sætter fokus på dansk kunsthåndværk, og hvad der skal til for at skabe godt dansk håndværk. I programmet dyster syv forskellige kunsthåndværkere, som alle har fulgt deres drøm og arbejder med netop det materiale, de elsker så højt.
I dette forløb skal I arbejde med tre forskellige kunsthåndværk og materialer og lære om de forskellige teknikker, der knytter sig hertil. I skal arbejde kreativt og innovativt og dyste om at løse opgaverne bedst muligt. I forløbet skal I arbejde med tre forskellige udfordringer: den bundne opgave, den frie opgave og finaleopgaven.
Så gør jer klar til at dyste, lære og finde på, og fremstil jeres egne produkter.