Fængselsmuseet i Horsens – livet som indsat
Før jeres besøg
I skal snart på tur til Fængselsmuseet, men før I skal af sted, skal I forberede jer lidt på jeres besøg. På museet kommer I helt tæt på fangernes liv i fængslet, men inden da skal I blive lidt klogere på, hvordan sådan et liv har været.
1. Skriv hver især, hvordan I tror, det er at sidde i fængsel. I kan fx skrive, hvordan I tror, at hverdagen i et fængsel er, eller hvordan I tror, at de indsatte har det med at sidde i fængsel.
2. Gå sammen i grupper a tre, og fortæl hinanden, hvad I har skrevet.
3. Arbejd med de tre kilder her på siden. Ved hver kilde skal I tale om, hvad I synes, den fortæller om livet for en indsat i det tidligere Horsens Statsfængsel.
Kilde 1: Billede af cellegang
Kilde 2: Brev fra en indsat fra 2001
Hej min dejlige skat
Lige en hilsen fra mine 5,8 m2. Bare for at fortælle dig, at jeg savner dig. Savner dig mere end godt er. Og fordi man er afskåret fra alle metoder til at kommunikere, lige ud over at skrive, så kan alt synes langt væk. Der er mange gange, hvor jeg lige har et behov for at høre din stemme og hvordan det går lige nu! Og selvom breve er dejlige, så er det klart, at de på trods af visse fordele har visse mangler. Helt åbenlyse mangler! Det er for eksempel mig helt umuligt at vide, hvad du laver lige nu og her, og jeg kan ikke høre din stemme.
Tænk at jeg sidder her og venter på "Robinson". Så ved jeg, at du også ser TV. Så gør vi da noget sammen. Ha. Elsker dig. Så føler jeg mig lidt tættere på. Det er sgu alligevel længe – 4 uger med kun en time om ugen. Sidst blev jeg så ked af det. At sige farvel til dig. Der på den mørke trappe. Og så at vide, at du var syg. Og skulle alene ud i kulden.
Kilde 3: Video med tidligere fange
4. Tal i fællesskab i klassen om følgende:
- Hvad kom I frem til i jeres grupper?
- Var der noget i kilderne, I ikke forstod?
- Var der noget, der overraskede jer?
Nu er I klar til at besøge Fængselsmuseet. God tur!