Hvad er historie?
Om forløbet
I 3. klasse starter I med at have et helt nyt fag, der hedder historie, men hvad går dette fag ud på? Handler det om at høre gode historier? Eller handler det måske om at skrive historier?
Faget historie handler om mange forskellige ting. Faget skal blandt andet lære jer om, hvad der skete i gamle dage – og hvad gamle dage egentlig er. I skal arbejde med historiske begivenheder, som er vigtige ting, der er sket i fortiden. I skal også forstå, hvilken betydning det, der skete for længe siden, har for jeres liv i dag. I dette lille forløb skal I blive klogere på, hvad faget historie handler om. I skal arbejde med historiske fagord i både et spil og en lille stafet, og I skal se lidt på, hvad Clio Historie indeholder.