Fængselsmuseet i Horsens – livet som indsat
I denne aktivitet skal I besøge Fængselsmuseet i Horsens og arbejde med, hvordan det har været at være fange i Horsens Statsfængsel.
Indholdsfortegnelse
Baggrund
Hvordan er det at sidde i fængsel? Det ved de fleste heldigvis ikke, for den normale måde at komme i fængsel på er ved at begå en alvorlig forbrydelse.
I denne aktivitet kommer I næsten så tæt på en tur i fængsel, som man kan komme. I skal nemlig besøge Fængselsmuseet i Horsens og opleve, hvordan hverdagen har været for nogle af de fanger, der har afsonet en straf i det tidligere fængsel.
Fængslets historie
I 1842 besluttede kong Christian 8., at der skulle bygges et nyt, stort fængsel i Danmark. Kongen valgte Horsens, fordi byen lå centralt i Jylland. Byggeriet gik i gang, og i 1853 åbnede Horsens Straffeanstalt. Der var plads til 500 indsatte, som alle var mænd.
Ligesom verden udenfor har ændret sig siden midten af 1800-tallet, har livet inden for fængslets mure også ændret sig meget igennem tiden. Men livet i fængslet har altid været domineret af regler og rutiner. Der var regler og rutiner for alt: de indsattes udseende og hygiejne, brevenes længde og tidspunkter for søvn, arbejde og fritid. Fulgte man ikke reglerne, fik man en straf.
Fængslet var i brug i mange år, og igennem tiden blev det udvidet og bygget om. For eksempel blev cellerne med tiden større, og der blev lavet plads til aktiviteter for de indsatte. Det betød, at der var plads til færre indsatte. Der var ikke plads til, at cellerne kunne have bad og toilet, som de fleste moderne fængsler har i dag. Så det blev besluttet, at man skulle bygge et nyt fængsel i Horsens. Da det nye fængsel åbnede i 2006, lukkede det gamle fængsel. I dag er der museum i den tidligere fængselsbygning.
Læringsmål
- Jeg kan bruge et museumsbesøg som kilde til historisk viden.
- Jeg kan vurdere, om klassens museumsbesøg har været en god måde at lære om livet i et tidligere dansk fængsel på.
- Jeg kan lave en tegneserie, der viser noget om, hvordan livet var i Horsens Statsfængsel.
Indgår i aktiviteten
- Videoklip: Fange om gårdtur i fængslet i Horsens
- Interaktiv side: Pixton
- SkoleTube: Pixton på SkoleTube