Findes der retfærdige krige?
Læs forskellige berømte citater om krig, og diskuter, om der findes retfærdige krige.
Indholdsfortegnelse
Baggrund
Hvornår er en krig retfærdig? Hvis man vil følge de internationale regler, så er det altid i orden at forsvare sig, men hvis man gerne vil angribe et andet land, så kræver det et mandat fra FN's Sikkerhedsråd. Derfor kan man ikke bare starte en krig, fordi man ønsker at overtage et andet lands områder, eller fordi man ikke kan lide det andet land.
Når krigen er startet, træder en række nye regler i spil. Reglerne handler om, hvor meget vold man må anvende og mod hvem. Krigen må fx som udgangspunkt kun rettes mod militære mål, og den skal gennemføres med så få menneskelige ofre som muligt. Hvis man ikke overholder reglerne for krig, begår man en krigsforbrydelse, og hvis man er skyldig i krigsforbrydelser, kan man blive retsforfulgt.
I øjeblikket er der krig i Ukraine. Ifølge Ruslands præsident, Putin, er russernes angreb retfærdigt. Det er langt de fleste ukrainere og mange andre lande uenige i. Så hvad er en retfærdig krig?
Læringsmål
- Jeg kan beskrive forskellige syn på retfærdig krig.
- Jeg kan diskutere, om der findes retfærdige krige.