Kildekritisk kursus
Om forløbet
Det er tirsdag eftermiddag, og du har historie. Din lærer har besluttet, at I skal skrive en opgave. Og I må skrive om lige det, I vil. Du har en idé til et emne, men hvor finder du kilder? Og hvordan ved du, om de er til at stole på?
Dette forløb træner dine evner inden for kildekritik. På den måde bliver du bedre til at vurdere de kilder, du benytter – fx når du skriver en opgave. Når du læser forløbets tekster, lærer du kildekritikkens vigtigste begreber at kende. I forløbets aktiviteter arbejder du med begreberne, fx når du skal bruge et billede som kilde. Som start på forløbet skal du læse en artikel, der omhandler en alvorlig problematik: doping blandt børn!
Organisering
Print artiklen "Markus på 7 år indrømmer: Jeg har også brugt doping" fra rokokoposten.dk, og bed eleverne læse den. Fortæl dem endelig ikke, at det er en satirisk artikel. Intentionen er, at de undervejs i øvelsen selv finder frem til, hvorfor det er vigtigt at være kildekritisk. Hjælp dem evt. med artiklens svære ord og argumenter.
Diskuter tekstens indhold i fællesskab i klassen.
Bed eleverne om at gå på internettet for at finde ud af, hvad RokokoPosten er.
Diskuter til slut, hvorfor det er vigtigt at være kildekritisk.
Udvælg alternativt selv en anden artikel fra rokokoposten.dk. Artiklerne "Fra arkivet" har historiske referencer, men kan være skrevet i et vanskeligt sprog.
Læs og diskuter
- Gå sammen to og to, og læs artiklen "Markus på 7 år indrømmer: Jeg har også brugt doping" fra rokokoposten.dk.
- Diskuter følgende spørgsmål med din makker:
- Hvad har Markus gjort forkert ifølge artiklen?
- Hvad vil ADD gøre ved problemet?
- Vend jeres svar med resten af klassen.