Sparta (svær)

Da jeg nu har behandlet spørgsmålet om børneavl, vil jeg fortælle om spartiaternes opdragelse sammenlignet med andre folks. Andre steder i Hellas stiller de, der hævder at give deres sønner den bedste opdragelse, disse under opsyn af en slavepædagog, så snart børnene forstår, hvad der bliver sagt til dem. De bliver sendt i skole for at lære at læse og skrive, spille, synge og dyrke sport i palæstraen. Desuden svækkes børnenes fødder ved at de går med fodtøj, deres konstitution forvænnes ved skiftende påklædning, og de spiser efter hvor meget maven kan rumme.
 Anderledes i følge Lykurg: I stedet for at hver far havde en slave, der var pædagog for hans børn, udpegede Lykurg en mand, der hørte til den gruppe, hvorfra de højeste embeder blev besat, til at bestemme over børnene. Han kaldes også paidonomen. Lykurg gav ham myndighed til at samle drengene og straffe dem strengt, når han ved kontrol fandt, at nogen tog let på sine pligter. Paidonomen fik også et korps af piskebærere, som blev udtaget blandt de 20-årige, til at straffe, når det blev nødvendigt. Af den grund udmærkede drengene i Sparta sig ved pligtfølelse og ved lydighed.
I stedet for at svække børnenes fødder med fodtøj, bestemte Lykurg, at de skulle hærdes ved at gå barfodet. Hvis de øvede sig på det, ville de nemlig med større lethed kunne gå opad i stejlt terræn og mere sikkert komme ned ad stejle bjergsider, springe, klatre og løbe hurtigere.
I stedet for at blive forkælet med flere kapper skulle de vænne sig til een kappe om året. På den måde ville de være bedst udrustet til at modstå kulde og varme.
Med hensyn til mad bestemte Lykurg endvidere, at eirenen kun skulle give drengene så lidt, at de aldrig blev tunge af at have spist for meget, men til gengæld fik prøvet at få for lidt. De, der blev opdraget sådan, kunne anstrenge sig mere, hvis det blev nødvendigt, selvom de ikke havde fået mad, og hvis de blev beordret til det, kunne samme mængde brød strækkes over længere tid – og de havde i mindre grad behov for at få andet end brød.
De ville således være mere indstillet på enhver form for mad og leve mere sundt og efter Lykurgs mening foretrække den føde, som fik dem til at vokse og holdt dem slanke, fremfor den der gjorde dem småfede. Men for at de på den anden side ikke skulle plages for meget af sult, tillod han dem at tage noget selv, men kun når det var besværligt, og han tillod dem kun at stjæle det, de skulle have til at stille sulten med.
 Jeg tror, at alle er klar over, at det ikke var af mangel på mad, han tillod dem selv at skaffe sig føden ved list. Det er indlysende, at den, der skal stjæle om natten, skal være vågen, og om dagen være smart og lægge sig på lur og – når han skal tage noget – anbringe spioner. Alt dette viser tydeligt, at Lykurg traf disse forholdsregler for opdragelsen i den hensigt at gøre drengene mere udspekulerede til at få fat i noget mad og dermed mere egnede til krig.
Man kunne så spørge, hvorfor i alverden Lykurg lod den dreng, der blev pågrebet, få mange tærsk, når han anså det for godt at stjæle. Fordi – vil jeg svare – man også i andre forhold, hvor man vil lære nogen noget, straffer den, der ikke har lært det godt nok. Og spartiaterne straffer altså dem, der pågribes, fordi de er dårlige tyve.
Lykurg gjorde det til en ære, at drengene stjal så mange oste som muligt fra Orthias tempel, men han pålagde samtidig andre at piske dem, fordi han også ved dette ønskede at vise, at det er muligt i lang tid at nyde lykke og berømmelse, når man i kort tid har udholdt pine og smerte. Ved dette vises også, at, når der er behov for hurtig optræden, får den sløve mindst fordel og har de fleste problemer.
For at drengene ikke skulle være uden leder, hvis paidonomen var borte, lod Lykurg den af borgerne, der måtte være til stede, være bemyndiget til at pålægge drengene, hvad han syntes var godt og straffe dem for det gale, de eventuelt gjorde. Derved opnåede Lykurg, at drengene også blev mere disciplinerede. Der er nemlig ingen, som drenge eller mænd har mere respekt for end deres ledere.
Hvis der tilfældigvis ikke var nogen voksen mand til stede, satte Lykurg den skrappeste af eirenerne til at styre hver gruppe, for at drengene heller ikke i det tilfælde skulle være alene. Sådan gik det til at drengene i Sparta aldrig nogensinde var uden leder.

Når drengene ikke længere er børn, men unge mennesker (18 og 19 år), er det sædvane alle andre steder, at de skilles fra deres slavepædagoger og holder op med at gå i skole. Ingen bestemmer længere over dem, og man lader dem styre sig selv. Også her havde Lykurg en ganske anden opfattelse.
Han havde nemlig erfaret, at unge i den alder er mest selvrådige og frække og har det stærkeste begær efter nydelser og fornøjelser. Derfor pålagde han netop denne aldersgruppe flest anstrengende opgaver og udtænkte, hvordan de kunne være beskæftiget hele tiden.
Han bestemte også, at den, som vægrede sig, ikke mere skulle få del i belønninger og hæder, og han opnåede efterhånden, at ikke alene embedsmændene, men også de unges egne slægtninge forhindrede, at de ved at vise sig feje fik et rigtig dårligt rygte i samfundet.
Dertil kom, at Lykurg ville have, at det skulle ligge dybt i dem at vise respekt og være velopdragne, og han pålagde dem af den grund at holde hænderne inden for kappen, også når de færdedes udendørs, at gå i tavshed og ikke lade blikket vandre i nogen retning, men se ned på jorden. Heraf har det også helt klart vist sig, at hankønnet er hunkønnet overlegent, selv når det gælder om at optræde besindigt og behersket.
Om de unge mænd i Sparta kan der i hvert fald siges følgende: man kan lige så lidt høre stemmer fra dem som fra statuer af sten og lige så lidt fange deres blik som bronzefigurers, og de kan regnes for mere blufærdige end selv jomfruer i brudekammeret. Når de kommer til fællesspisningen, må man være tilfreds med kun at få svar på det, man har spurgt om.
Således drog Lykurg omsorg for de unge drenge.

Jeg har her fortalt om næsten alle de love, som Lykurg gav til hver aldersgruppe. Nu vil jeg så forsøge at gøre rede for, hvordan han indrettede den daglige levevis for dem alle under et:
 Da Lykurg kom til, spiste spartiaterne hjemme ligesom de øvrige hellenere, men han så klart, at det var skyld i megen slendrian, og indførte derfor fællesspisning i fuld offentlighed med den tanke at hans regler så ville blive overtrådt mindst muligt.
 Han lod uddele madrationer til borgerne, så de ikke fik for meget at spise, men heller ikke for lidt. Dertil kom uventede ekstra forsyninger fra jagtudbytte. De rige supplerede undertiden også med hvedebrød, så bordet aldrig var uden mad, sålænge de sad til bords, men heller ikke overdådigt.
 Hvad vin angår, afskaffede Lykurg det unødvendige fylderi, som får legeme og forstand til at svigte, men han tillod dem at drikke, hver gang de var tørstige. Den form for drikkeri mente han var helt uskadelig og særdeles behagelig. Og når fællesspisningerne foregik på den måde, hvordan skulle en mand så kunne ødelægge enten sig selv eller sit hus ved at fylde sig med mad eller vin?
Her gør sig nemlig en forskel gældende i forhold til andre byer, for i disse er det gængs, at det er jævnaldrende der mødes, og under dette samvær er der ikke nogen tilbageholdenhed. Men i Sparta blandede Lykurg aldersgrupperne, så de unge for det meste i deres opdragelse nyder godt af de ældres erfaring.
Det er også sædvane i Sparta, at der under fællesmåltidet tales om, hvad den enkelte borger udfører af godt for byen. Resultatet er, at der findes meget lidt vold og meget lidt drukkenskab og meget lidt provo­kerende optræden og tale.
Der er også den fordel ved at spise uden for hjemmet, at de tvinges til at spadsere hjem efter måltidet. Og de må tænke på ikke at snuble under indflydelse af vinen. De ved jo godt, at de ikke skal blive der, hvor de har spist til aften, og at de skal klare i nattens mørke, hvad de gør ved dagslys. For ikke engang de, der skal gøre vagttjeneste, må bruge fakler.
Lykurg havde også erfaret, at de hårdttrænende på grund af brødrationerne fik smuk hud, blev muskuløse og kraftige, mens de dovne blev nogle oppustede svæklinge med grimt udseende. Og han var klar over, at en mand, der træner af egen vilje, kan få en tilstrækkelig god kondition. Derfor pålagde han den til enhver tid ældste i gymnasiet at sørge for, at brødrationerne stod i forhold til den træning de præsterede.
Efter min mening tog Lykurg heller ikke fejl på dette punkt. Det vil nemlig ikke være let at finde sundere eller mere veltrænede mænd end spartiaterne. For de lægger lige meget i at træne ben, arme og hals.

Her følger flere love, som Lykurg gav i Sparta, og som også adskilte sig radikalt fra forholdene i andre hellenske byer. I disse driver alle jo handel og forretning, så meget de kan. Nogle dyrker jorden, andre har skibe, nogle er købmænd og andre lever af deres håndværk.
I Sparta bestemte Lykurg, at de frie borgere ikke skulle have noget med handel og den slags at gøre, men alt det som skaffede byer frihed, skulle borgerne anse for deres eneste opgave. For hvorfor skal man stræbe efter rigdom i et samfund, hvor det er bestemt, at alle skal bidrage ligeligt til fornødenhederne og nyde samme livsform? Der stræber ingen efter penge i den hensigt at få et behageligere liv. Og det er heller ikke nødvendigt at handle for at få smukkere klæder. De pynter sig nemlig ikke med kostbare klæder, men med flotte legemer.
De har heller ikke behov for at samle sig en formue for at kunne give den ud på kammerater, da Lykurg havde bestemt, at den der hjælper sine kammerater ved sin fysiske indsats, fortjener et større ry, end den der gør det ved at være ødsel. Og han lod på den måde forstå, at det første skyldes en god karakter, mens det andet kun er en følge af at være rig.
Lykurg forhindrede dem også i at tjene penge på uretfærdig vis ved følgende bestemmelser: Først lavede han en hel mønt på ti miner, som ikke kunne skjules for herrer eller slaver, når den først var kommet ind i huset. Det var noget som krævede megen plads og transport på en vogn.
Guld og sølv efterspores i private huse, og hvis det findes, straffes den der har det. Men hvilken rolle skal handel og fortjeneste kunne spille i et samfund, hvor besiddelsen af penge giver flere bekymringer end brugen giver glæder?