Sparta (let)

Nu vil jeg fortælle om, hvordan man opdrager børn i Sparta. Andre steder i Grækenland har hver far en slave, der er pædagog for hans børn. Slavepædagogen tager sig af børnene, lige fra de kan tale. Børnene går i skole og lærer at læse, spille, synge og dyrke sport. De får forskelligt tøj og sko at gå i. Når der er mad, spiser de, så meget de vil.
 Sådan er det ikke i Sparta. Lovgiveren Lykurg har bestemt, hvordan det skal gøres: I Sparta bliver børnene opdraget af en mand, der tilhører en af de magtfulde grupper i samfundet. Han kaldes en paidonom. Paidonomen samler drengene og straffer dem, der ikke overholder deres pligter, hårdt. Paidonomen får hjælp af en gruppe drenge på 20 år, der går med pisk. De straffer de yngre drenge, når det er nødvendigt. På grund af den strenge opdragelse er drengene i Sparta meget lydige, og de overholder deres pligter.
 For at gøre deres fødder stærke går drenge i Sparta uden fodtøj. Når de øver sig på dette, kan de nemmere gå op ad stejle bakker og komme sikkert ned ad bjergsider. De kan springe, klatre og løbe hurtigere.
 De bliver heller ikke forkælet ved at have flere kapper. I stedet bliver de vænnet til kun at have én kappe hele året rundt. Så lærer de at modstå kulde og varme bedre.
 Drengene får så lidt mad, at de aldrig spiser for meget og bliver tunge. Derfor kan de anstrenge sig mere, hvis de slet ikke får mad. Hvis de får ordre til det, kan de få brødet til at række i lang tid. De har heller ikke et stort behov for at få andet end brød.
 Alt dette gør, at drengene vælger sund mad, der får dem til vokse og være slanke og ikke småfede. Men for at de ikke skal plages for meget af sult, har de lov til at stjæle noget mad.
 Den, der stjæler om natten, skal være vågen, og den, der stjæler om dagen, skal være snedig. Han skal lægge sig på lur og anbringe spioner. Denne del af opdragelsen gør drengene gode til at skaffe mad og dermed mere egnede til krig.
 Hvordan kan det så være, at en dreng, der bliver taget i at stjæle, får så mange tæsk? Han har jo fået lov til at stjæle. Det skyldes, at spartanerne straffer dem, der bliver taget, fordi de er dårlige tyve, ikke fordi de stjæler.
 Drengene kan vinde stor ære ved at stjæle så mange oste som muligt fra Orthias tempel, men samtidig får de også pisk. På den måde lærer de, at man kan få lykke og berømmelse, hvis man i kort tid kan udholde smerte. De lærer også, at når det gælder om at være hurtig, får den sløve de fleste problemer.
 Hvis paidonomen er borte, bliver en anden borger leder for drengene, og han må straffe dem, hvis de gør noget forkert. Sådan bliver drengene mere disciplinerede. Der er nemlig ingen, som drenge eller mænd har mere respekt for, end deres ledere.
 Hvis der ikke er en voksen mand til stede, styrer den skrappeste af eirenerne hver gruppe. Derfor er drengene i Sparta aldrig uden leder.

I andre steder af Grækenland er det normalt, at unge mennesker på 18 og 19 år skilles fra deres slavepædagog og stopper med at gå i skole. Ingen bestemmer længere over dem, og man lader dem bestemme over sig selv. I Sparta er det anderledes:
 Lovgiveren Lykurg havde nemlig lagt mærke til, at unge i den alder er frække og selv vil bestemme. De har det stærkeste begær efter nydelse og fornøjelser. Derfor er der sørget for, at unge i Sparta hele tiden har noget at lave, og at de har de mest anstrengende opgaver.
 Dem, der nægter at løse opgaverne, får hverken belønninger eller hæder. Både embedsmænd og de unges familier forhindrer de unge i at være feje, da det giver dem et dårligt rygte i samfundet.
 Det skal ligge dybt i de unge at udvise respekt for andre og at være velopdragen. Derfor skal de holde hænderne inden for kappen, når de går udenfor. De skal gå i tavshed og se ned i jorden. Det har vist sig, at drenge er overlegne i forhold til piger, når det gælder om at opføre sig roligt og behersket.
 Om unge mænd i Sparta kan man sige: Man hører dem tale lige så lidt som statuer af sten, og man fanger deres blik lige så lidt som bronzefigurers. De er lige så blufærdige som jomfruer i brudekammeret. Når der er fællesspisning, får man kun svar på det, man har spurgt om.

Engang spiste spartanerne hjemme ligesom alle andre grækere. Lovgiveren Lykurg så dog, at det gjorde folk sløsede og dovne. Derfor indførte han fællesspisninger, så færrest love ville blive overtrådt.
 Borgerne får uddelt maden, så de på den måde hverken får for meget eller for lidt. Nogle får ekstra mad, fordi de går på jagt. De rige spiser indimellem også hvedebrød, så bordet aldrig er tomt. Det er dog aldrig overdådigt.
 Borgerne får ikke lov til at drikke for meget vin, da det skader kroppen og sindet. De må dog drikke, når de er tørstige. Denne slags drikkeri er ikke skadelig, men meget behagelig. Når fællesspisningerne foregår sådan, kommer en mand ikke til at ødelægge sig selv eller sit hus, fordi han drikker eller spiser for meget.
 I andre byer er det normalt, at jævnaldrende mødes. Når det sker, holder folk sig ikke tilbage. I Sparta er aldersgrupperne blandede, så de unge nyder godt af de ældres erfaringer.
 Under fællesspisningerne taler borgerne normalt om, hvad de gør af godt for byen. Resultatet af dette er, at der findes meget lidt vold og meget lidt drukkenskab og meget lidt provokerende opførsel.
 Det er også en fordel at spise uden for hjemmet, fordi det tvinger borgerne til at gå hjem efter måltidet. De må tænke på ikke at snuble pga. vinen. De ved jo godt, at de ikke skal blive dér, hvor de har spist til aften, og de skal klare sig i nattens mørke. Ikke engang dem, der skal holde vagt, må bruge fakler.
 Den, der træner hårdt og spiser den rigtige mængde brød, får smuk hud, bliver muskuløs og kraftig, mens de dovne bliver oppustede svæklinge med grimt udseende. Derfor skal den ældste på sportspladsen sørge for, at alle får den passende mængde brød, i forhold til hvor meget de træner.
 Det vil ikke være let at finde sundere eller mere veltrænede mænd end spartanerne, for de lægger lige meget i at træne ben, arme og hals.

Lovene i Sparta er meget anderledes end i andre græske byer. I andre byer driver alle jo handel og forretning, så meget de kan. Nogle dyrker jorden, andre har skibe, nogle er købmænd, og andre lever af deres håndværk.
 I Sparta har de frie borgere ikke noget at gøre med handel. Derimod skal de beskæftige sig med alt, der skaffer byer frihed. Det er deres eneste opgave. Der er ingen grund til at stræbe efter rigdom i et samfund, hvor alle hjælper til og lever på samme måde. Ingen stræber efter penge for at få et behageligere liv. Det er heller ikke nødvendigt at handle for at få smukke klæder. Spartanerne pynter sig nemlig ikke med kostbare klæder – kroppen er pynten i sig selv.
 De har heller ikke behov for at anskaffe sig en stor formue, så de kan dele ud til deres kammerater. Den, der hjælper sine kammerater ved en fysisk indsats, fortjener større hæder end den, der gør det ved at ødsle penge bort. Hjælper man sine kammerater fysisk, har man en god karakter. Det andet viser bare, at man er rig.

…

Hvis nogen har guld og sølv i deres private hjem, bliver de straffet. For hvorfor skal handel og fortjeneste spille en rolle i samfundet, hvis de giver flere bekymringer end glæder?