Trusselsbilleder før og nu

Undersøg trusselsbilleder før og nu
1. Læs om trusselsbilleder før og nu:
Trusselsbilleder før og nu
Trusselsbilleder er menneskers forestillinger om de største trusler. Noget, der kan true et helt samfund eller måske endda hele Jorden. Alle samfund har til alle tider haft trusselsbilleder.
I middelalderens Danmark var en dårlig høst, sygdom og Guds vrede en del af trusselsbilledet. Mange år senere, i starten af 1800-tallet, var en del danskere bange for store oprør, for der havde været oprør i andre lande. Man frygtede også den europæiske storkrig, der var brudt ud.
I 1930'erne var en økonomisk krise en del af trusselsbilledet, og man frygtede, at verden igen ville blive kastet ud i en verdenskrig. Mange var også nervøse for de politiske yderfløje, der voksede frem i form af nazismen og kommunismen.
Det er langtfra alle trusler, der bliver til virkelighed, men trusselsbilleder kan være noget, der påvirker os meget.
Hvordan er trusselsbilledet i dag?
2. Brug et minut på at tænke over, hvilke trusselsbilleder der er dominerende i dag. Hvad frygter folk mest?
3. Brug et minut på at vende jeres tanker med en makker.
4. Saml op i fællesskab.
5. Se filmen "Duck and Cover" fra 1951. Mens I ser videoen, skal I tænke over, hvad den kan lære jer om trusselsbilledet under den kolde krig, som er den periode, filmen er lavet i.
6. Saml derefter op på følgende:
- Hvem har lavet filmen?
- Hvad er formålet med filmen?
- Hvem er målgruppen?
- Hvorfor tror I, at den delvist er lavet som tegnefilm?
- Hvad siger den om trusselsbilledet under den kolde krig?