Madspild
Smider du rester fra aftensmaden ud? Glemmer du at spise frugten, mens den er frisk? Madspild er et kæmpe problem i Danmark. Faktisk smider danskerne over 700.000 tons mad ud om året.
Fokusord
- madspild
- husholdning
- klima
- miljø
Hvad er madspild?
Madspild er fødevarer, der kunne være spist af mennesker, men som i stedet bliver smidt ud. Det kan fx være brød, hele frugter og grøntsager eller rester fra aftensmaden. Fødevarerne kan blive smidt ud, helt fra de bliver taget op af jorden, til efter maden er taget af middagsbordet.
Det årlige madspild i Danmark
Madspild er altså mange ting. Det er både yoghurtresterne i bunden af kartonen fra morgenbordet og de tusindvis af liter mælk, som detailhandlen kører til destruktion pga. overskredet salgsdato. Det er dyr, der bliver kasseret på slagterierne. Det er salathoveder, som bondemanden pløjer ned, fordi de er for små til, at det kan betale sig at sælge dem.
Hvert år smider hver dansker i gennemsnit 47 kg mad i skraldespanden i stedet for at spise den. Samlet set er det over 700.000 tons mad, som kunne være spist. Men hvem smider mest mad ud?
Årsager til madspild
I diagrammet herunder kan du se, hvem der smider mest mad ud:
- I husholdningen er det rester fra aftensmaden samt råvarer, der ikke nåede at blive brugt, fx slatten salat eller bløde æbler.
- Detailhandlen er butikker, der smider fødevarer ud, fordi de har overskredet sidste salgsdato.
- Fødevareindustriens madspild kan være, når de forarbejder fødevarer til færdigretter.
- Hos primærproduktionen er det måske gartneren, der kasserer kålhoveder, fordi de er for små.
- I institutioner og storkøkkener kan det fx være sygehusmaden, der ikke bliver spist.
- Hos hoteller og restauranter kan det være mad, der ikke bliver solgt.
Som du kan se i diagrammet ovenfor, er det faktisk hjemme i husholdningen, der bliver smidt flest tons ud. Har du lagt mærke til, hvad I smider ud hjemme hos dig? Og hvor meget?
Vidste du, at ...
Folkekirkens Nødhjælp har åbnet en butik, der hedder Wefood? Her sælger de madvarer og andre forbrugsvarer, der er tæt på udløbsdato, forkert mærket eller har beskadiget emballage, til langt under den normale pris.
Konsekvenser af madspild
Madspild kan have store konsekvenser for vores miljø og klima. Produktion af mad kræver masser af ressourcer, lige fra det fx bliver plantet, til det ligger i din skraldespand. Ved alle produktioner udledes der forskellige drivhusgasser, bl.a. metan, lattergas og CO2. Det er med til at påvirke klimaet, så temperaturen på hele jordkloden stiger.
Det kan betyde ændringer for hele Jordens befolkning. Vi kan altså passe på Jorden ved at mindske madspild. Spørgsmålet er bare, hvad vi kan gøre.
Sådan stopper vi madspild
Du kan faktisk selv hjælpe med at stoppe madspild. For al den mad, du køber og tilbereder, skal i munden og ikke i skraldespanden. Her er fem ting, du kan gøre for at mindske madspild:
- Fortæl dine forældre, at de kun skal købe den mængde mad, der er brug for.
- Tilbered kun den mængde mad, du/I kan spise.
- Frys rester ned til en anden dag, eller spis det i madpakken dagen efter.
- Tænk over, hvordan rester kan genbruges i andre retter.
- Lav mad til flere dage – en hovedret kan blive til en forret dagen efter.
Har du mon andre forslag til, hvordan man kan mindske madspild?