Hvad vil I bage?
Vælg bagværk
For at bage for en sag bliver I nødt til at finde ud af, hvad I gerne vil bage. Det kan være, at jeres lærer allerede har valgt, hvad I skal bage. Det kan også være, at I får lov at være med til at vælge. Her finder I fire forskellige opskrifter på bagværk, der vil egne sig godt til at blive solgt ved en lille bod eller lignende.
1. Skim opskrifterne igennem sammen i klassen.
2. Bliv enige om, hvad I gerne vil bage. Tal sammen om følgende:
- Skal I bage mere end én ting? Forskellige grupper kan bage forskelligt bagværk.
- Hvordan vil I sælge jeres bagværk? Er der opskrifter, der passer bedre til jeres bod end andre?
- Hvem vil I sælge til? Hvad plejer de godt at kunne lide af bagværk?
I skal bruge
4 store æg | |
1/2 tsk. salt | |
140 g mel | |
400 g skumfiduser | |
200 g kiks, fx Digestive | |
240 g smør | |
120 g mørk chokolade | |
190 g brun farin | |
130 g sukker | |
1 tsk. vaniljesukker | |
Bageform, ca. 20 x 30 cm |
Sådan gør I
1. Gå sammen i mindre grupper.
2. Forvarm ovnen til 160 ℃.
3. Beklæd bageformen med bagepapir.
4. Put kiksene i en pose, og knus dem med en kagerulle. Hæld kiksekrummerne over i en skål.
5. Smelt 125 g smør, og bland det sammen med kiksekrummerne. Sæt det til side.
6. Hak chokoladen, hvis den ikke allerede er hakket.
7. Smelt 115 g smør og den hakkede chokolade i en glasskål i mikrobølgeovnen eller over et vandbad. Rør det sammen til en jævn, glat masse.
8. Hæld chokolademassen i en stor skål, og tilføj sukker, vaniljesukker og salt. Rør det sammen, og tilføj så æggene. Rør æggene ud i blandingen.
9. Kom mel i dejen, og rør forsigtigt, til melet lige akkurat er rørt ud i dejen.
10. Kom kikseblandingen nederst i bageformen. Tryk den lidt sammen, så den er jævnt fordelt over hele bageformen.
11. Hæld browniedejen jævnt over kikseblandingen. Bag brownien i cirka 30-35 minutter. Kagen er færdig, når du kan stikke en gaffel eller kødnål i den, uden der sidder dej fast på den.
12. Fordél skumfiduserne på række oven på den færdigbagte kage. Stil kagen i ovnen igen i 2-3 minutter. Vær opmærksom på, at bagepapiret skal forhindre skumfiduserne i at falde ud over siderne på kagen.
13. Tag kagen ud. Nu skal skumfiduserne ristes. Det kan I gøre med en gasbrænder eller ved at tænde for grillelementet i ovnen. Vent, til grillelementet er helt varmt, og stil så kagen ind igen. Hold grundigt øje med kagen. Skumfiduserne skal ristes, til de er gyldenbrune, men de må ikke brænde på.
14. Lad kagen køle af før servering. Skær i den med en varm kniv, så skumfiduserne ikke klistrer alt for meget til kniven. I kan fx varme kniven med varmt vand.
I skal bruge
En smule smør til at smøre formen | |
2 æg | |
225 g sukker | |
1,25 dl olie | |
150 g hvedemel | |
3 tsk. bagepulver | |
1/4 tsk. salt | |
1,5 tsk. kanel | |
1 tsk. ingefær | |
1 tsk. kardemomme | |
1 spsk. birkes | |
3 dl revet gulerod eller squash | |
1 revet æble | |
150 g flødeost, naturel | |
1,5 dl flormelis | |
Skallen af 1/2 usprøjtet lime | |
1 spsk. limesaft | |
Limeskal til pynt | |
Bageform, ca. 25 x 18 cm |
Sådan gør I
1. Gå sammen i mindre grupper.
2. Tænd ovnen på 175 ℃.
3. Smør bageformen ved at gnide en smule smør rundt i alle kanter.
4. Pisk æg, sukker og olie sammen i en stor skål.
5. Bland mel, bagepulver, salt, kanel, ingefær og kardemomme sammen i en anden skål, og vend blandingen ned i æggemassen.
6. Tilsæt birkes.
7. Skræl og riv gulerødderne/squashen og æblet. Bland det i dejen.
8. Hæld dejen i formen, og bag kagen midt i ovnen i ca. 30 minutter.
9. Vend kagen ud af formen, og lad den køle af, mens I laver glasuren.
10. Kom flødeost, flormelis, limeskal og limesaft i en skål. Pisk det grundigt med en elpisker.
11. Smør glasuren ud på den afkølede kage, og pynt med limeskal og birkes.
I skal bruge
125 g blødt smør | |
125 g sukker | |
1/2 tsk. vaniljesukker | |
2 æg | |
50 g hakkede mandler (kan udelades) | |
1 tsk. bagepulver | |
150 g hvedemel | |
100-150 g frugt eller bær i mindre stykker | |
12 muffinforme |
Sådan gør I
1. Gå sammen i mindre grupper.
2. Smelt smørret i en gryde ved svag varme eller i en glasskål i mikrobølgeovnen.
3. Pisk æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt med en elpisker.
4. Kom hvedemel, bagepulver og evt. hakkede mandler i en ny skål, og bland det godt sammen.
5. Kom melblandingen ned i æggeblandingen, og vend det forsigtigt rundt med en dejskraber. Pas på ikke at slå for meget luft ud af æggeblandingen.
6. Tilsæt det smeltede smør, og vend det i.
7. Vend frugt eller bær forsigtigt i dejen.
8. Fyld dejen i muffinformene ved at bruge to spiseskeer. Formene skal være fyldt 3/4 op.
9. Bag kagerne ved 200 ℃ i ca. 15 minutter, til de er gennembagte og gyldne på toppen. Lad dem køle af på en bagerist.
Tips og tricks
Bær-/frugtdelen af jeres muffins kan fx være:
- æbler i små tern vendt i kanelsukker
- banan og hakket chokolade
- hindbær (evt. fra frost) og 2 spsk. lakridspulver.
I skal bruge
2,5 dl mælk | |
50 g gær | |
500 g hvedemel | |
1 spsk. sukker | |
1 tsk. salt | |
1 æg | |
75 g smør |
Sådan gør I
1. Gå sammen i mindre grupper.
2. Lun mælken, til den er fingervarm, evt. i mikrobølgeovnen. Rør gæren ud i den lune mælk.
3. Kom mel, sukker, salt, æg og smør i den lune mælkeblanding. Ælt dejen, til den er glat og slipper skålen eller bordet let. Tilsæt lidt mere mel, hvis dejen er meget klistret, men pas på, at dejen ikke bliver tør. Dejen vil blive mindre klistret, mens I ælter.
4. Del dejen i 24 klumper, og form dem til boller. Tril dem, til de er helt runde og glatte i overfladen.
5. Stil bollerne på to bageplader med bagepapir. De skal have plads på pladen til at hæve.
6. Dæk bollerne med et viskestykke, og lad dem hæve et lunt sted i ca. en halv time. De skal være hævet til omtrent dobbelt størrelse.
7. Forvarm ovnen til 200 ℃, mens bollerne hæver.
8. Pensl bollerne med sammenpisket æg, så de bliver flotte og gyldne, når de er færdige.
9. Bag bollerne midt i ovnen i ca. 10 minutter. Det skal lyde hult, når I banker i bunden på en bolle.
10. Lad bollerne køle af på en rist med et viskestykke over. På den måde bliver de lækre og bløde i skorpen.