Jordens befolkning – om vækst
Om forløbet
Tænker du nogensinde over, hvor mange mennesker vi er på Jorden? Og tænker du på, at vi bliver flere og flere, der skal leve på den samme plads og af de samme ressourcer?
I 1960 boede der ca. 3 milliarder mennesker på Jorden. 40 år efter var det tal fordoblet. Siden er Jordens befolkning fortsat med at vokse, og alt tyder på, at denne udvikling vil fortsætte. Hvor mange er vi nu? Hvor mange mennesker vil der være om 10 år – og om 30? Og vil vi snart være mere end 10 milliarder her på Jorden?
Disse spørgsmål og flere andre skal I arbejde med i dette forløb. Her møder I Mathias og Katrine, der laver projektopgave om, hvordan Jordens befolkning er vokset, og hvordan den vil vokse i fremtiden. Til denne opgave skal de og I arbejde med det matematiske område, der kaldes vækst.