Den mundtlige prøve
Om forløbet
Koncentreret og med lidt sommerfugle i maven. Den beskrivelse passer nok på rigtig mange, der er til en mundtlig prøve i 9. klasse, og den vil måske også passe på jer. Måske skal I op i nogle fag, I synes er svære, og måske har I nogle yndlingsfag, hvor I vil synes, at prøven er sjov.
Lige meget hvilket fag I skal op i, så vil det sikkert være rart for jer, at I på forhånd ved, hvordan prøven foregår, og hvad I skal gøre, når det bliver jeres tur.
I dette forløb skal I blive klogere på, hvordan den mundtlige prøve i matematik foregår, og arbejde på samme måde, som I skal, hvis I kommer op til denne prøve. I skal blandt andet undersøge en række problemstillinger i nogle prøveoplæg og fortælle andre om jeres arbejde og løsninger.