Tang
Tang er planter, der vokser i havet. Det giver gode gemmesteder for mange dyr.
Fokusord
- tang
- ålegræs
- en alge
- rødder
- tangloppe
Hvad er tang?
Tang vokser ude i havet. Det ligner planter, men egentlig er tang alger. Tang har ikke rødder som de fleste andre planter. I stedet for har de en slags sugekopper, som holder dem fast på sten og andre hårde ting. Alger kan være grønne, røde eller brune.
Tangen kan have mange flotte former – både glat og takket. Nogle af tangplanterne har bobler fyldt med luft. Det hjælper planterne med at stå op i vandet.
Dyr i tangen
Tang kan være gemmested for rigtig mange små dyr. Her kan du finde snegle, blåmuslinger og tanglopper. Tanglopperne er meget små. Du kan se tanglopper, hvis du løfter op i et tykt lag tang tæt på vandkanten. Så hopper de.
Ålegræs
På stranden kan der ligge nogle lange, smalle planter, som er skyllet op på stranden. Det ligner næsten tykt græs, og det er det også. Man kalder det for ålegræs. Ålegræsset vokser i sandbunden. Det har rødder og blomster ligesom græs på land.
Imellem ålegræsset kan man møde tangnålen. Det er en lille fisk, som ligner ålegræsset. Den har samme grønne farve som græsset og er lang og smal. Derfor er den rigtig god til at gemme sig.