Affaldshierarkiet
Hvad gør vi med affaldet?
1. Tal om, hvad I gør, når I skal af med jeres affald enten på skolen eller derhjemme.
2. Løs opgaven herunder i fællesskab:
Et affaldshierarki fortæller, hvad vi skal gøre mest af med vores affald, og hvad vi skal gøre mindst af.
Sæt de fem forskellige muligheder i den rigtige rækkefølge, så I starter med det, man skal gøre mest af, og slutter med det, man skal gøre mindst af.
3. Brainstorm sammen over idéer til, hvordan I i klassen kan mindske mængden af affald eller genbruge mere affald.
Det bedste er at undgå at skabe affald. Det gør du fx ved kun at købe det, du skal bruge.
Genbrug er, når en ting bliver brugt igen – evt. af andre. Du kan fx give dit gamle legetøj til andre.
Genanvendelse er, når en type affald bliver lavet om til nye produkter – fx når dåser bliver smeltet om til nye dåser. Derfor er det vigtigt, at vi affaldssorterer.
En del affald bliver brændt. Varmen fra forbrændingen bruges til at lave fjernvarme. På den måde kan affaldet stadig være til nytte.
Det affald, der ikke kan bruges igen eller brændes, lægger man på et deponi. Det er et sted, hvor man opbevarer affald. Her lægger man fx badedyr og haveslanger, der tit er lavet af blød pvc-plast.