Klimavenlige valg i hverdagen
Har du tænkt på, hvad du kan gøre for at mindske din påvirkning på klimaet? Du kan fx spise mindre kød, cykle i stedet for at køre i bil og købe færre ting. Hvilke valg er du parat til at tage?
Fokusord
- klima
- miljøvenlig
- miljømærkning
- vegetarisk
- affaldssortering
Klimavenlige valg
Du lever klimavenligt, når du foretager valg, der er gode for klimaet. Der er mange alternativer at vælge imellem, hvis man vil leve mere klimavenligt. Du kan fx vælge at købe grøntsager i stedet for kød eller at tage toget i stedet for flyet. Du kan også fravælge noget, du er vant til. Det kan være noget så enkelt som at lade være med at tage lange bade om morgenen.
Shop mindre
Alt det, du køber, er blevet fremstillet et sted. Vidste du fx, at der skal bruges cirka 7.000 liter vand for at fremstille en eneste T-shirt? Varerne skal desuden transporteres andre steder hen i verden med lastbil, skib eller fly. Disse transporter sender store mængder drivhusgasser ud, og det er dårligt for klimaet.
I Danmark handler vi rigtig meget. Vi ville nærmest have brug for fire jordkloder, hvis alle handlede lige så meget, som vi gør. Det er derfor et miljøvenligt valg at handle mindre. Det er også en god idé at købe brugte eller miljømærkede varer.
Spis mere vegetarisk
Kødproduktionen er dårlig for klimaet. Køer og får slipper store mængder metan ud, når de prutter. Metan er en gas, som bidrager til drivhuseffekten. Hvis vi brugte mere jord til at dyrke mad til mennesker i stedet for foder til dyr, ville vi mindske drivhuseffekten. Vi ville også spare vand og få mere mad. Derfor er det en god idé at spise flere proteiner fra grøntsager som bønner og linser.
Herunder kan du se et videoklip om klimavenlig mad. Det handler om, hvordan vi kan spise mindre kød.
Vidste du, at ...
danskerne er blevet bedre til at genanvende dåser og flasker? I 2018 afleverede vi 1,4 milliarder dåser og flasker til genanvendelse. Det er 11 % mere end året før.
Sortér affald og genanvend
Det er vigtigt at sortere affald og at genbruge. På den måde kan du spare på naturens ressourcer, fordi materialet anvendes igen. Der skal bruges mindre energi til at genbruge materiale end til at skabe nyt materiale. Hvis du afleverer papir til genbrug, kan det bruges til at lave nyt papir. Det er bedre end at fælde flere skove.
Brug mindre energi i hjemmet
I vores del af verden bruger vi meget energi i vores hjem. Hvis du vil være mere miljøvenlig, kan du forsøge at slukke for alle de apparater, I ikke bruger. Du kan fx hive opladeren ud af mobilen, når du har opladet den. Du kan også spørge dine forældre, hvilken type el I har. Hvis du overtaler din familie til at vælge en miljøvenlig energikilde, kan I mindske jeres udslip rigtig meget.