Mit elektriske liv
Om forløbet
Forestil dig en dag uden elektricitet. Det ville betyde ingen kold mælk til din morgenmad, intet varmt brusebad, ingen mobiltelefon eller computer og intet fjernsyn hele dagen. Lyder det skrækkeligt? I dag har vi vænnet os til at have elektricitet, og vi kan ikke forestille os et liv uden.
I dette forløb skal I lære om, hvad vi bruger elektricitet til, og hvordan det har ændret vores liv. I skal forestille jer et liv uden elektricitet og undersøge jeres eget elforbrug på jeres værelse. I skal også læse om, hvad vi bruger elektricitet til, og tegne elektricitetens vej fra kraftværket til et hus. Bagefter skal I lære om, hvad elektricitet egentlig er, og hvordan det fungerer. I skal læse en tekst om emnet og lave et stort begrebskort ud fra teksten. Og så skal I lave tre forskellige aktiviteter om elektriske kredsløb. I den ene aktivitet skal I undersøge, hvilke materialer der kan lede elektricitet. I de to andre aktiviteter skal I lave to forskellige slags batterier og teste dem.