Vandets kredsløb
Om forløbet
Vi lever på en blå planet. Sådan kalder vi Jorden pga. alt det vand, der får Jorden til at se blå ud fra rummet af. Jorden bliver ved med at have alt sit vand, det forsvinder ikke. I stedet bevæger det sig rundt i et kredsløb. Det skal I lære mere om her.
Dette forløb handler om vandets kredsløb. Det handler om, hvordan vandet fordamper fra Jordens overflade og bliver til skyer. Og hvordan vanddampen i skyer bliver til nedbør, der igen rammer Jordens overflade. I forløbet skal I læse tekster om, hvordan vand er opbygget, vands tilstandsformer og vandets kredsløb. I skal læse teksterne sammen med en fast makker. I skal også lave forskellige modeller, der viser dele af eller hele vandets kredsløb. Modeller kan være tegninger, film eller opstillinger af forskellige ting. I skal se på forskellige modeller og vurdere, hvad de kan bruges til.