FN's verdensmål
Verdens lande skal arbejde sammen for at bekæmpe fattigdom og ulighed og sikre en mere bæredygtig udvikling. Derfor har FN vedtaget verdensmålene for bæredygtig udvikling – også kaldet 2030-målene. De skal hjælpe udviklingen i den rigtige retning.
Fokusord
- bæredygtig
- udvikling
- ligestilling
- klimaforandringer
Menneskeskabte problemer
FN er en organisation, hvor verdens lande arbejder sammen for at løse problemer og undgå konflikter. I 2000 vedtog FN 2015-målene, der blandt andet gik ud på at forbedre forholdene for verdens fattigste og bekæmpe sygdomme.
På FN-topmødet i 2015 vedtog verdens ledere verdensmålene for bæredygtig udvikling, som er 17 mål, der handler om at løse mange af Jordens største problemer inden 2030. Det er stadig vigtigt at arbejde for at mindske ulighed i verden og kæmpe for en mere bæredygtig udvikling. Mange af disse problemer er skabt af mennesker, så forhåbentlig kan mennesker også løse dem.
Sult og fattigdom
Nogle af verdensmålene er særligt relevante for den meget fattige del af verden. Her er sult og sygdom store problemer. Der er mennesker, som går i seng uden at vide, om de har noget at spise dagen efter. Der er mad nok i verden til at brødføde hele Jordens befolkning, men maden er ikke ligeligt fordelt. Andelen af mennesker, der sulter, er dog næsten halveret siden 1990. Målet er, at sult skal være fuldstændig udryddet i 2030.
Sundhed til alle
Malaria, tuberkulose og hiv er alvorlige sygdomme. I dag er der heldigvis færre mennesker, der får de sygdomme. Desuden er man blevet bedre til at behandle folk, og flere har adgang til behandling. Der er derfor flere, der overlever disse sygdomme end tidligere. Sygdommene er dog stadig et stort problem i de fattigste områder af verden. FN’s videre mål er, at disse sygdomme skal være næsten udryddet i 2030.
Et andet stort problem er, at der stadig er alt for mange kvinder, der dør, når de føder. Der er også mange børn, der ikke bliver særlig gamle. Mange af disse dødsfald kunne være undgået, hvis flere havde adgang til bedre hospitaler, læger, medicin og den nødvendige nærende mad.
Alle børn skal i skole
Det er godt for både den enkelte og for et samfund, når et menneske får en uddannelse. I mange af verdens fattigste lande er der børn, der slet ikke får lov til at gå i skole. Det kan være, deres forældre er så fattige, at børnene er nødt til at arbejde for at tjene penge. Det er oftest piger, der ikke får lov til at gå i skole. Derfor skal verden arbejde for, at alle børn kommer i skole – både piger og drenge.
Køn og ligestilling
To tredjedele af de mennesker i verden, der ikke kan læse, er kvinder. I verdens fattige lande kommer ulighed mellem mænd og kvinder til udtryk i problemer, som at kvinder ikke får lov til at gå i skole. Det er ikke et problem i Vesten, men her er der også stadig områder, hvor der ikke er ligestilling mellem kønnene. Det handler fx om, hvem der bestemmer. I virksomheder er der stadig flest mandlige ledere, og mænd tjener ofte flere penge end kvinder.
Fakta
- Verdensmålene består af i alt 17 mål, som handler om at løse mange af Jordens største problemer inden 2030.
- På FN's topmøde i september 2015 vedtog verdens ledere verdensmålene for bæredygtig udvikling.
Bæredygtighed
Jorden er et vigtigt punkt i 2030-målene. Verdens lande må arbejde sammen for at begrænse klimaforandringer ved at ændre på forbrug og udledning af CO2. Men der er også klimaforandringer, som ikke kan undgås. Derfor er en del af målene at forberede verden på konsekvenserne af disse forandringer. Der er fx fattige lande med særligt lave øriger, der vil være truet af klimaforandringer pga. højere vandstand. De rigere lande skal hjælpe de lande og tilpasse deres politik i forhold til fx klimaflygtninge.
Det er de rige lande, der forurener mest og har mest overskud til at forandre deres forbrug. Disse lande skal derfor tage ansvar. Der skal investeres mere i forskning inden for klimaområdet med det mål at gøre energiforbruget mere bæredygtigt.
Eksempler på målene
- Vi skal afskaffe alle former for fattigdom i verden.
- Vi skal sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper.
- Vi skal sikre alle lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles muligheder for livslang læring.
- Vi skal opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder.
- Vi skal reducere ulighed i og mellem lande.
- Vi skal sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer.
- Vi skal handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser.