Folkedrabet i Rwanda
Den 6. april 1994 sidder Rwandas præsident Juvénal Habyarimanas i et fly på vej til landets hovedstad. Pludselig bliver det ramt af to missiler, der dræber præsidenten og resten af besætningen. Få timer senere begynder et folkemord på Rwandas ene befolkningsgruppe.
800.000 ofre
Nedskydningen af præsident Habyarimanas fly blev starten på et af de største folkedrab i 1900-tallet. På kun tre måneder blev ca. 800.000 mennesker slået ihjel. Præsidenten hørte til befolkningsgruppen hutuer, som er den ene af de to dominerende grupper i Rwanda. Den anden befolkningsgruppe er tutsier. Det var dem, der var ofre i folkedrabet.
En gammel konflikt
Konflikten mellem hutuer og tutsier har rødder længere tilbage i historien. Begge befolkningsgrupper har boet længe i det område, som i dag er Rwanda. Selvom hutuerne var i overtal, sad tutsierne på magten.
Sidst i 1800-tallet blev området koloniseret af Tyskland og senere Belgien. Både tyskerne og belgierne opfattede tutsierne som den mest udviklede race og indsatte dem på de ledende stillinger i kolonien.
I 1959 gjorde hutuerne oprør og satte sig på magten i landet. I den efterfølgende periode blev tutsierne forfulgt, og mange flygtede til nabolandene. I 1973 kom general Habyarimana til magten.
Fakta
Rwanda
- 1959: Hutuerne tager magten.
- 1990: Borgerkrigen bryder ud.
- 1993: Våbenhvile i borgerkrigen.
- 1994: Folkedrab.
Borgerkrig
I 1990 brød en borgerkrig ud mellem Rwandas hær og en hær af tutsier fra nabolandene. En stor del af tutsihæren bestod af personer, der tidligere var flygtet fra Rwanda. Under borgerkrigen begyndte nogle ekstremistiske hutuledere på forskellige måder at planlægge et folkedrab på tutsier i Rwanda. De startede bl.a. en radiostation, som udsendte hadefuld propaganda mod tutsierne. Tutsierne blev kaldt kakerlakker, som måtte udryddes.
I 1993 blev Rwandas regering og tutsihæren enige om en våbenhvile og lagde planer for en ny regering med både tutsier og hutuer. Det var de ekstremistiske hutuer stærkt utilfredse med. De ville ikke delen magten med tutsier og opfattede præsident Habyarimana som en forræder, der var for blødsøden over for tutsierne.
Hutuledere beordrer folkedrab
Nedskydningen af præsident Habyarimanas fly i 1994 er aldrig opklaret, men det efterfølgende folkedrab blev beordret af de ekstremistiske hutuledere. Til at begynde med dræbte de moderate hutupolitikere for at komme af med deres politiske modstandere. Bagefter gav de ordre til militæret og civilbefolkningen, bl.a. via radiostationen, om at dræbe alle Rwandas tutsier.
Under planlægningen havde hutulederne købt store mængder macheter, som blev delt ud til grupper af hutuer. Ud over skydevåben brugte hutuerne disse macheter under folkedrabet. Da folkedrabet i høj grad blev gennemført af befolkningen, skete det ofte, at tutsierne blev dræbt af deres naboer.
Afslutning og efterspil
Mens det internationale samfund forholdt sig passivt, blev tre fjerdedele af Rwandas tutsier samt flere tusinde moderate hutuer slået ihjel. Myrderierne sluttede først, da tutsihæren genoptog kampene fra borgerkrigen og erobrede landet.
Tutsihæren indsatte en midlertidig regering, og i 2003 blev det første frie valg afholdt. Landet har siden oplevet stor økonomisk fremgang, men er også blevet kritiseret for brud på menneskerettighederne. Regeringen forsøger at skabe en ny national identitet under mottoet "I dag er vi alle rwandere".
Efter folkemordet startede et retsopgør for at straffe gerningsmændene. Retsopgøret er stadig i gang og foregår både i Rwanda og de lande, hvor de skyldige er flygtet hen.