Krigen om fortællingen
Undersøg de sociale mediers rolle i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine, og diskuter, hvordan man kan føre krig med information.
Indholdsfortegnelse
Baggrund
I slutningen af februar 2022 blev Ukraine invaderet af Rusland. Ukraine er et meget mindre land end Rusland, og russerne har langt flere mennesker, flere fly, flere tanks, flere raketter og flere soldater. Mange eksperter mente, at ukrainerne havde tabt på forhånd, og at krigen ville være overstået i løbet af få dage – for hvad ville ukrainerne kunne stille op mod så overlegen en fjende?
Efter næsten tre måneders krig har russerne kun haft held med at indtage en enkelt større by i Ukraine, og hele den russiske nordfront er blevet slået tilbage. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, taler hver dag direkte til befolkningen, som han har gjort det siden krigens begyndelse. Og på de sociale medier kan vi følge med i kampene på den ukrainske østfront og se billeder og videoer af raketangreb, droneoverflyvninger, udbrændte tanks og tilfangetagne soldater.
Ukrainerne er ikke i tvivl om, at de vil sejre, og det meste af verden ser ud til at heppe på ukrainsk sejr. Hvilken rolle har de sociale medier spillet i forhold til denne opbakning, og hvorfor er der nogle, der omtaler krigen som SoMe-krigen? Det skal I undersøge nu.
Læringsmål
- Jeg kan tage stilling til sociale mediers rolle i en moderne militærkonflikt.
- Jeg kan diskutere den verserende informationskrig mellem Rusland og Ukraine.
Indgår i aktiviteten
- Videoklip: Nikita Demenkov stod og livestreamede, da han var tæt på at blive ramt af et russisk angreb
- Videoklip: Russiske tanks og tropper på gaden i byen Kherson i Ukraine
- Tekst: Sociale medier har fået en helt særlig rolle i krigen i Ukraine
- Videoklip: Rusland har lukket for adgangen til en række sociale medier som Facebook og Twitter