Planlæg dit interview
Hvem, hvad og hvorfor? Et succesfuldt interview kræver grundig planlægning.
Sådan planlægges et interview
Før du laver et interview, skal du tænke grundigt over, hvad du ønsker at finde ud af. Du skal også overveje, hvem der vil være bedst at interviewe, og ikke mindst hvordan du skal spørge din interviewperson.
Det er derfor en god idé, at du skriver dine tanker og overvejelser om interviewet ned på forhånd. På den måde får du et overblik over, hvad der helt præcist ligger til grund for din undersøgelse.
Løs eller fast struktur?
Man kan planlægge et interview på flere forskellige måder. Man kan fx lave et struktureret interview, hvor hele interviewet er timet og tilrettelagt ned til mindste detalje. I et struktureret interview er alle spørgsmål forberedt på forhånd, og man har allerede lagt sig fast på en rækkefølge.
Det modsatte af et struktureret interview er et løst interview. Her har man slet ikke forberedt spørgsmål på forhånd. I stedet glider intervieweren langsomt ind i samtalen og stiller spørgsmål, efterhånden som de opstår naturligt i samtalen.
Semistruktureret interview
Hvis man har en meget fast struktur på interviewet, kan det hurtigt komme til at minde om et forhør. Omvendt kan det være svært at styre et løst interview, og det hele kan køre ud af et sidespor, hvor man ikke får svar på det, som man ønskede.
Det fleste vælger derfor at lave et semistruktureret interview, der er en mellemting af de to. Her har man lagt en plan for interviewet, hvor man har forberedt nogle spørgsmål på forhånd. Strukturen er dog ikke mere fast, end man kan stille andre spørgsmål i takt med, at interviewet udvikler sig. På den måde har man stadig kontrol med interviewet samtidig med, at man har mulighed for at opdage nye sider af emnet, man ikke lige havde tænkt på.
Tillid og glidende overgange
Hvis man skal lave et godt interview, så kræver det, at der opbygges tillid mellem interviewer og interviewperson i løbet af interviewet. Derfor starter man oftest med de letteste og mest generelle spørgsmål og afslutter med de mere personlige.
Der skal være en glidende overgang mellem de emner, man vil have belyst. Spørgsmålenes rækkefølge skal altså være logisk. På den måde giver interviewet bedre mening og bliver i sidste ende mere brugbart.
Valg af interviewperson
Først og fremmest skal interviewpersonen være relevant i forhold til det emne, som du vil belyse med interviewet. Det kan fx være eksperter med stor viden om emnet, eller det kan være folk, der har en markant holdning til emnet. Politikere og andre beslutningstagere kan også være interessante interviewpersoner.
Før interviewet
Man kan vælge at tage kontakt til interviewpersonen enten via mail eller telefon. Men når man ønsker at aftale et interview, så er det vigtigt, at man får præsenteret sig ordentligt og får klargjort rammerne for interviewet. Du skal derfor huske at:
- fortælle, hvem du er og hvor du kommer fra
- beskrive den problemstilling, du ønsker at belyse med interviewet
- uddybe, hvad du gerne vil interviewe den pågældende person om
- forklare, hvorfor du netop vil interviewe den pågældende person
- præsentere, hvad du gerne vil opnå med interviewet
- fortælle, hvor lang tid interviewet kommer til at vare
- afklare, om du må optage interviewet på video eller diktafon.
Når man indgår en aftale om et interview, så er det god interviewskik, at det er interviewpersonen, der bestemmer tid og sted. Husk på, at det er denne person, der gør dig en tjeneste, og ikke omvendt.
Under interviewet
Når selve interviewet foretages, er det en fordel, hvis I er flere om det. I kan for det første støtte og supplere hinanden med spørgsmål.
For det andet kan I lave en ansvarsfordeling, hvor den ene har hovedansvaret for at stille de forberedte spørgsmål, mens den anden sørger for at tage gode notater og styre teknikken.