De danske mediers troværdighed
Der er stor forskel på, om danskerne tror på det, medierne fortæller dem. Mange medier bliver nemlig opfattet som utroværdige.
Fakta
Danskernes forhold til medierne:
- 26 % har stor eller meget tillid til medierne.
- 66 % mener, at medierne har for meget fokus på sensationer og konflikter.
- 25 % mener, at man kan regne med det, der står i medierne.
- 53 % har ikke tillid til, at medierne er objektive og dækker alle sider af en sag.
Kilde: Radius Kommunikations årlige troværdighedsanalyse.
Skeptiske danskere
Journalister ligger absolut ikke i toppen, når der bliver lavet undersøgelser af, hvilke faggrupper danskerne stoler mest på. Faktisk vurderer danskerne journalister til at være mindre troværdige end taxachauffører og ca. ligeså troværdige som ejendomsmæglere. Andre undersøgelser viser også, at det kun er en 25 % af danskerne, der generelt har tillid til medierne.
Minoriteter og medier
I 2009 viste en undersøgelse fra Integrationsministeriet, at indvandrere har mindre tillid til medierne end resten af befolkningen. 70 % af nydanskere har således begrænset tillid til medierne. Ifølge flere medieforskere hænger det sammen med, at mange etniske minoriteter ikke kan genkende det billede, der tegnes af dem i de danske medier. Men også det forhold, at medierne sjældent bruger minoriteter som kilder, kan påvirke tilliden til medierne negativt.

Tabloidpressen er mindst troværdig
Når danskerne skal vurdere mediernes troværdighed, så er det Radioavisen, TV Avisen og TV 2 Nyhederne, der scorer højest. Derimod stoler danskerne mindst på tabloidaviser som Ekstra Bladet og BT. Det kan skyldes, at tabloidpressen ofte gør brug af generaliseringer og sætter deres nyheder på spidsen for at gøre historien mere interessant. Man siger, at de "strammer historien til". Samtidig er deres nyheder ofte præget af sensations- og personhistorier.
Objektivitet vs. subjektivitet
Hvis en historie ikke opleves som objektiv, kan det være med til at gøre mediet utroværdigt. Det ville fx virke meget utroværdigt, hvis TV Avisen gik ind og tog stilling til regeringens udlændingepolitik i deres dækning af debatten om integration. Selvom medierne altid skal prøve at fortælle historien så objektivt som muligt, så mener mange journalister, at medierne ikke kan være 100 % objektive. Fx er der en vis grad af subjektivitet i udvælgelsen af kilder og udsagn til en historie.
Problemer med troværdigheden
De danske mediers troværdighed er ikke blevet bedre af, at der de sidste par år har været flere historier, hvor journalisterne ikke har levet op til de journalistiske krav. Fx "afslørede" BT under valgkampen 2011, at Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt var indblandet i skattesnyd. Problemet med historien var bare, at der ikke var dokumentation for påstanden. Et andet eksempel var, da en journalist i Information blev afsløret i at "interviewe" en kilde, der var død flere år tidligere.