Introduktion
Tema
Socialdemokraten Jeppe Kofods politiske karriere fik et stort knæk, da det i 2008 kom frem, at han havde haft sex med en 15-årig pige ved et arrangement i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Historien blev hurtigt en ”velkommen på forsiden"-historie, der ikke kun blev dækket af tabloidpressen, men ramte alle danske medietyper. Selvom han ikke gjorde noget ulovligt, var mediernes og vælgernes moralske dom hård, og sagen blev et politisk og personligt knockout til Jeppe Kofod.
Medierne spiller selvfølgelig en vigtig rolle ved at informere os om, hvad der rører sig i samfundet, så vi bliver rustet til at deltage aktivt i demokratiet. Men hvor langt bør medierne gå i jagten på den gode historie og i forsøget på at udfylde rollen som demokratiets vagthund, der skal holde magthaverne i ørerne? Er det fx mediernes demokratiske ansvar at fortælle danskerne om Jeppe Kofods sexliv, fordi han er en kendt politiker? Medierne og journalisterne står hele tiden over for sådanne dilemmaer, hvor de skal finde grænsen mellem privatliv og offentlighedens interesse, især når historierne handler om politikere.
Om Ansvarlig Presse
Dette gratis undervisningsmateriale er blevet til i samarbejde mellem Clio Online og Foreningen Ansvarlig Presse. Ansvarlig Presse blev stiftet i 2006 af en række yngre journalister med det formål at styrke bevidstheden om mediernes rolle og ansvar i samfundet blandt såvel mediefolk som mediebrugere. Ansvarlig Presse har afholdt 350-400 workshops på folkeskoler og ungdomsuddannelser i hele landet i løbet af de sidste tre skoleår og har på den måde oparbejdet en enorm erfaring med formidling af medierelaterede emner.
Arbejdsspørgsmål
- Hvad er god medieetik?
- Hvad er mediernes opgave i et demokratisk samfund?
- Hvad gør et medie troværdigt og utroværdigt?
- Hvorfor og hvordan opstår der nogle gange stereotyper i medierne?
- Hvordan kan medierne påvirke den enkelte danskers holdninger?
- Hvor langt må medierne gå i jagten på den gode historie?