Vold og utryghed i nattelivet
Det er heldigvis de færreste, der bliver udsat for vold og endnu færre, der møder en kniv, når de går i byen. Alligevel tror mange unge, at knive i nattelivet er mere reglen end undtagelsen. Det kan hænge sammen med, at der er opstået en social overdrivelse hos unge, når det gælder synet på våben i nattelivet.
Fakta
Fakta om knive og vold i nattelivet:
- Under 1 % har haft en kniv med inden for den seneste måned.
- 59 % tror, der er "en del eller meget" vold i nattelivet generelt.
- 31 % tror, at "en del eller mange" bærer kniv i nattelivet.
- 0,5 % af de unge har overværet knivvold i nattelivet den seneste måned.
Om undersøgelsen:
Undersøgelsen er udført af Epinion for Det Kriminalpræventive Råd i oktober 2012.
Medierne og kriminalstof
Kriminalstof fylder meget i medierne. Det hænger sammen med, at kriminalstof opfylder mange af de såkaldte nyhedskriterier. Når pressen sætter fokus på unge og vold, kan det ind imellem komme til at lyde, som om den samlede danske ungdom bliver udsat for vold. Men det kan have en uheldig virkning, hvis alle snakker om, at der er mere og grovere vold, fordi enkelte voldsomme episoder får stor mediedækning. Det kan nemlig være med til at skabe sociale overdrivelser og et urealistisk billede af et forrået natteliv.
Vidste du, at ...
Facebook-gruppen ”Nej Til Knive I Nattelivet” har over 187.000 likes?
Sociale overdrivelser
En social overdrivelse er et menneskes formodning om, at der er flere, som mener eller gør ting, end det rent faktisk er tilfældet. Sociale overdrivelser har nogle gange den konsekvens, at de kan være med til at skabe forkerte forestillinger om vores omgivelser. Især unges forbrug af alkohol, tobak og narko er præget af sociale overdrivelser. Det kan fx være, at du tror, at debutalderen for at drikke alkohol er meget lavere, end den faktisk er.

Færre går med kniv, end du tror!
Et andet eksempel på en social overdrivelse finder man i unges syn på knive i nattelivet. Mange unge tror, at nattelivet er præget af meget vold og knivvold. Vold i nattelivet hører heldigvis til sjældenhederne i Danmark, og opfattelsen stemmer heldigvis ikke overens med det faktiske billede.
Det Kriminalpræventive Råd har i en undersøgelse spurgt 1.005 unge i alderen 15-26 om deres syn på nattelivet. Hele 31 % af de unge tror, at en del til mange unge bærer våben i nattelivet. Men det virkelige tal er ifølge Det Kriminalpræventive Råd kun 1 %! Der er altså en enorm forskel på, hvad de faktiske tal er, og hvordan de unge tror, de er. Det er med andre ord en social overdrivelse, at det er almindeligt at tage våben med i byen.
Risiko for en selvopfyldende profeti
Et af de store problemer ved de sociale overdrivelser er, at de kan gå hen og blive selvopfyldende profetier. Fx kan myten om ”det farlige natteliv” være med til at skabe frygt og utryghed hos de unge. Den kunstige utryghed kan i sidste ende skabe en ond cirkel, hvor nogle unge mener, at det er nødvendigt at bevæbne sig, når de går i byen. Man tager med andre ord selv kniv med for at beskytte sig, netop fordi man tror, at alle andre også går med kniv.