Hvem er jeg?

Alle mennesker har identitetspapirer, fx sundhedskort eller pas. Dermed er det let at finde ud af, hvem vi er. Det er straks sværere, hvis vi kigger ind i os selv. Her er identitet ikke noget fast. Vores syn på os selv og andre forandrer sig nemlig gennem hele livet.

Alt, hvad vi fortæller andre mennesker om os selv, giver os identitet. Vores fortællinger om os selv er som sociale masker, som vi tager på for at give andre et bestemt billede af os selv. Disse fortællinger er vigtige for vores opfattelse af, hvem vi er. Nogle psykologer mener endda, at vores identitet ene og alene er en livshistorie, som knytter vores fortid, nutid og tanker om fremtiden sammen.

Vores oplevelse af os selv ændrer sig i takt med, at kroppen ændrer sig i løbet af livet, og vi får flere erfaringer. Nogle psykologer og filosoffer mener, at der er en fast kerne inden i hvert menneske. Den kan sammenlignes med et øje, der sidder og kigger på alt, hvad der sker. Andre mener ikke, at vi har sådan en kerne.

Hvis man fx bliver syg, handicappet eller flytter et andet sted hen, ændres ens identitet. Man begynder at se på sig selv og andre på nye måder, ligesom andre ser på én på nye måder. Dermed ændres ens selvopfattelse. Det gør den også, når man er i forskellige situationer i dagligdagen. Fx opfører vi os ikke på samme måde over for vores forældre som over for vores venner eller kæreste.

Oplevelsen af identitet modnes med alderen. Jo ældre man bliver, jo bedre kender man sig selv. Man har fået en fornemmelse af sin retning i livet. Men vores selvopfattelse bliver ved med at ændre sig, så længe vi lever. Vi vil aldrig helt forstå, hvad menneskers identitet går ud på. Heller ikke psykologer og filosoffer er enige om, hvordan vi kan forstå den.