Privatøkonomi
Om forløbet
Hvor meget fylder penge i jeres hverdag? Hvor mange penge bruger I? Og hvad bruger I dem på? Spørgsmålene handler om jeres privatøkonomi, for selvom I endnu ikke har store udgifter til fx husleje og bil, har I alligevel en økonomi at holde styr på. Og igennem livet skal I træffe mange beslutninger omkring jeres økonomi.
I forløbet skal I arbejde med privatøkonomi og blive klogere på nogle af de vigtige områder af privatøkonomien, som I kommer til at skulle træffe beslutninger omkring. I skal undersøge jeres eget og klassens forbrug, og I skal lave en stafet om privatlån. I skal også undersøge, hvad man skal være opmærksom på, når man låner penge til forbrug. Man kan nemlig låne penge mange steder, og det er nemt at hoppe i fælden med de dyreste lån, fordi disse lån er så nemme at få fat i. I den sidste del af forløbet skal I undersøge boligmarkedet i Danmark ved at finde boligannoncer på nettet og vurdere, hvilken slags bolig og boliglån I ville vælge, hvis I skulle købe bolig.