Det nære demokrati
Om forløbet
Når I hører om demokrati, magt og politik, handler det ofte om Christiansborg og Folketinget. Det er jo Folketinget, der fylder i medierne, og det er politikerne i Folketinget, I ofte hører diskutere politik. Men de er ikke de eneste, der bestemmer i Danmark. Demokratiet er meget tættere på jer – i form af det nære demokrati. Kommunerne og regionerne har ansvaret for en masse af de helt nære områder, der har betydning for jer og jeres familie, som fx folkeskole, ældrepleje og sygehuse.
I forløbet skal I blive klogere på arbejdet i kommuner og regioner. I skal undersøge, hvordan I kan få indflydelse i det nære demokrati, og I skal tage stilling til og diskutere nogle svære dilemmaer, som politikerne i det nære demokrati møder i deres arbejde. Et af dilemmaerne handler om, at udgifterne til medicin i det danske sundhedssystem stiger, og her skal I tage stilling til, om pengene skal spares andre steder, eller om nogle mennesker skal fratages deres medicin. Det er noget af det, der diskuteres i det nære demokrati.