Research
Hvis du har fået en idé til et nyt produkt, er det vigtigt at undersøge argumenterne og grundlaget for at udvikle det. Det gør du ved at researche på din idé.
Fokusord
- user research
- desk research
- argumenter
- metoder
- konkurrerende produkter
Hvorfor researche?
Inden du starter med at udvikle dit produkt, skal du spørge dig selv, hvilket problem idéen vil løse, og hvem der kan være interesseret i den. Uden denne viden risikerer du at udvikle et produkt, der ikke er behov for. Derfor går produktudvikling og research hånd i hånd.
Du kender til ét problem i din hverdag, har en idé til, hvordan det kan løses, og har en stærk følelse af, at idéen er rigtig god. Hvis din idé skal have mulighed for at vokse og få succes, er det vigtigt at finde flere argumenter end dine egne for at udvikle produktet. Disse argumenter kan du finde frem til ved hjælp af de to researchtyper: desk research og user research.
Primære og sekundære data
Desk research og user research kan deles op i to typer af data. Den viden, du indhenter fra din research, kalder man data. Når du laver user research, opsamler du selv helt nye data ved at spørge brugerne selv eller lave dine egne observationer. Denne type data kaldes for primære data, da de bygger på førstehåndsviden. Når du laver desk research, kigger du på alle de data, som andre har samlet op før dig. Man kalder denne type data for sekundære data, da det er andenhåndsviden, som du arbejder med.
Dyk ned i viden
Desk research er en indsamling af eksisterende viden om det felt, du undersøger og vil udvikle et produkt til. Med desk research kan du finde frem til, hvad der allerede findes af undersøgelser, litteratur og forskning om området. Den viden kan du bl.a. indsamle ved at finde litteratur på biblioteket eller ved at lave søgninger på nettet. Relevant materiale kan fx være:
- Nyhedsartikler
- Hjemmesider
- Faglitteratur
- Konkurrerende produkter
Desk research kan sammenlignes med detektivarbejde, da det handler om at søge, finde og sammenligne informationer fra forskellige kilder. Når du laver desk research, er det godt at være nysgerrig og tænke kreativt – meget materiale kan bruges til at hente de gode argumenter hjem. Desk research kan også bruges til at undersøge, om der findes konkurrerende produkter. Hvis det er tilfældet, er det en god idé at lave en lille analyse af disse produkter: Hvad kan de, og hvad kan de ikke?
Et talesprog siger dog, at man ikke kan forstå verden alene fra sit skrivebord. Derfor er det vigtigt, at du kommer i kontakt med de potentielle brugere af dit produkt. Det kan gøres ved hjælp af feltarbejde – også kaldet user research.
Inddrag brugerne
User research handler om at forstå sin målgruppes behov og ønsker. Med user research kan du undersøge, hvad de potentielle brugere af dit produkt siger, mener og gør. Det kan du gøre ved hjælp af metoder som:
Du vælger metode, alt efter hvor langt du er i processen, og hvilke spørgsmål du ønsker at få svar på. Fx kan observationer og interviews være gode, hvis man ønsker svar på spørgsmål som "hvorfor?" og "hvordan?", mens et spørgeskema er bedre til at besvare spørgsmål som "hvor mange?" og "hvor meget?". Det kan derfor være en god idé at kombinere metoderne, så du kan få flere vinkler på din undersøgelse.